Joakim Hoffmeyer
Født: 15-5-1944 i Skt. Görans Sogn, Stockholm, Sverige
Død: 2-4-2020 (75 år) Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Joakim Hoffmeyer var født i Stockholm, hvortil hans forældre var flyttet og opholdt sig som flygtninge siden august 1943. Han gik på Øregård Gymnasium, da han af filminstruktøren Astrid Henning-Jensen blev udtaget til rollen som Bo's ven i filmen "Een blandt mange". Det skete i forbindelse med optagelse af en klassescene, hvor man i filmens indledning ser Joakim Hoffmeyer i nærbillede, hvorefter der zoomes væk, så både læreren og hele klassen kommer ind i billedet. Joakim Hoffmeyer vurderede selv, at han i Astrid Henning-Jensens øjne må have set tilpas senpubertær og fraværende ud. En lillebror Claus til Ole Wegener, der spillede hovedrollen, gik også på Øregård Gymnasium, og det kan have været grunden til at filmen tog sit udgangspunkt der. Joakim Hoffmeyer huskede, at Erik Moseholm (med trio) var med - og at Nina og Frederik havde lavet sangen "Love is a game of April fools" til filmen. Den scene som Joakim Hoffmeyer deltog i blev optaget i bådehavnen i Dragør - lige over for kroen, hvor filmholdet blev beværtet til frokost. Han huskede også at han de par gange det stod på blev hentet af filmens scriptgirl, som var Maj Soya, datter af forfatteren Carl Erik Soya. Filmen blev - trods de gode ingredienser - og fine billeder af Bergmans filmfotograf Gunnar Fischer - ikke nogen succés. Joakim Hoffmeyer selv blev ved optagelserne bevidst om - at det ikke var bare sådan lige at sige filmreplikker - og det blev hans eneste filmrolle. Han læste i stedet på lægestudiet, hvor han blev færdig i 1972. I 1984 blev han speciallæge indenfor psykiatri og var fra juni 1986 overlæge og centerchef ved Psykoterapeutisk Center Stolpegård døgnafdeling. Joakim Hoffmeyer døde i Rørvig.


Har medvirket i følgende 1 film:
Een blandt mange (1961)Bo's ven