Gry Johansen
Født: 28-8-1964

Biografi
Gry Johansen, der er datter af sangerinden Vivian Johansen, fik sit gennembrud i 1983, da hun vandt det danske Melodi Grand Prix med sangen "Kloden drejer". Under fremførelsen foretog hun "rejehop", der var med til at sikre hende sejren, men også har fulgt hende siden. Forinden havde hun haft sin tv-debut i 1980, hvor hun var med i koret på Tommy P's Grand Prix sang "Syng en sang om evig fred". Desuden havde hun indsunget et par singler under navnet Diana Dee. Gry deltog atter i Melodi Grand Prix i årene 1985, 1989 og i 2000. I 1985 stillede hun op sammen med sin mor i nummeret "Vi ska' leve", i 1989 var hun solist med sangen "Endnu en nat" og i 2000 med sangen "Sig du vil ha' mig". Fra 1987 indspillede hun under navnet Bo Andersen en række singleplader i Tyskland sammen med den tyske sanger og producer Bernie Paul, med hvem hun fik flere succeser, bl.a. med nummeret "Our love is alive" og med hvem hun indspillede albummet "Moments in Love". Hun optrådte i adskillige tv-shows i Tyskland og indsang også titelmelodien til en af de mest sete tyske tv-serier, som kørte i over et år. I 1994 valgte hun at holde en pause fra musikken for i stedet at uddanne sig til kosmetolog. Siden har hun dog komponeret musik, fortrinsvis til jingler og reklamespots sammen med sin mand komponisten og lydteknikeren Per Meilstrup, som skrev musikken til flere af hendes Grand Prix sange.


Link til yderligere info:
http://www.gry.dk