Hannah Rahlff
Født: 23-9-1930 i København

Billede af Hannah Rahlff
Biografi
Hannah Rahlff, der er datter af arkitekt Hans Frederik Theodor Rahlff og hustru Else Tuxen, født Bjerg-Nielsen, fik sin skuespilleruddannelse ved Royal Academy of Dramatic Art i London 1949-51. Hun gik til sang hos Karin Monk og Johannes Wahl og debuterede i 1956 som Turandot i "Den kinesiske æske". Sammen med Per Wiking havde hun i 1957 rollerne som Carmita og Antonio i "Den kåde Donna" på Lille Scene, Aalborghallen. Hun var derudover bl.a. engageret på Riddersalen, i Glassalen ("Stop verden, jeg vil a'") og på Det Danske Teater, hvor hun medvirkede i "Bal i den borgerlige". Under perioden med Radio Mercur producerede Hannah Rahlff 53 radioprogrammer med titlen "Ve' du hva', Mor". Hun var i en del år 1963-69 ansat ved Danmarks Radio som programleder i radio og TV. Senere blev hun 1969-1970 engageret ved Den Nationale Scene i Bergen og var assistent for det amerikanske instruktørhold ved produktionen af "Hair" i Cirkusbygningen. I en dyb krise efter en vanskelig skilsmisse bestemte hun sig i 1973 for at vende ryggen til tilværelsen i København. Hun sagde sin faste stilling ved Danmarks Radio op og bosatte sig i Vågå i Ottadalen i Norge sammen med sin 12 årige søn Odd Wiking Rahlff (f. 11-04-1960). I Norge startede Hannah Rahlff balletskole og dramaundervisning og har senere været flittig brugt på kursus og seminarer for erhvervsliv, offentlige institutioner, foreninger og mindre grupper, hvor hun holder foredrag om trivsel mellem mennesker i arbejdsliv og privatliv. Med udgangspunkt i stof fra sit eget liv rejser hun rundt i Norge og inspirerer mange i en ramme med oplæsning, sang og musik. Hanne Rahlff havde mindre roller i dansk film og større i amerikansk TV. Hun var skandinavisk manager for amerikansk filmselskab og har tilrettelagt produktioner i Danmark og Norge. Hun har også virket med eftersynkronisering af film. Hun blev den 19. november 1951 gift på Gentofte Rådhus med radiojournalisten Ib Rehné (18-01-1922 - 07-03-2005) og de er sammen forældre til skuespillerinden Pauline Rehné. Hannah Rahlff dannede sidst i 1950erne par med tv-værten Per Wiking. Sammen udgav de bl.a. visen "To og to".


Har medvirket i følgende 3 film:
Unge piger forsvinder i København (1951) 
Flintesønnerne (1956)Dansende i Tivoli
Mor bag rattet (1965)Lykkes veninde