Ellen Mortensen
Født: 18-2-1898 i København
Død: 24-6-1965 (67 år)
Gravsted: Århus Nordre Kirkegård

Biografi
Ellen Rasmine Mortensen, født Nielsen, teaterdirektør, der var datter af tømrer Arthur Johan K. Nielsen, var kun 17 år da hun debuterede i en lille rolle på Nørrebros Teater. På Apollo Teatret som hun var knyttet til fra 1920-25 havde hun en formidabel succes med den berømte portvinsvise i "Madame Tapins mænd". Over engagementer hos Betty Nansen og ved Fønix Teatret kom hun i sæsonen 1930-31 for første gang til Kasino i Århus. I 1932 spillede hun komedie på Det Ny Teater, men vendte tilbage til Århus igen. Efter et år som Kasinos førende skuespillerinde og efter sit giftermål med restauratør, direktør Richard Ammitzbøll Mortensen overtog hun efter direktør Oderwald Lander som bevillingshaver den sceniske ledelse i Rosenkrantzgade. Hun medvirkede bl.a. i revy-farcen "Gevinst hver gang" på Kasino i Århus i 1934 og var selv skuespillerinde på Kasino Teatret i flere sæsoner derefter. Med hende skiftede repertoiret i nogen grad. Operetterne fortrængte mere og mere de før næsten enerådende folkekomedier. Men de glade dage på Kasino ebbede ud da arbejdsløsheden for alvor satte ind i 1930erne. Til sidst måtte parret opgive Kasino, som i første omgang blev bortforpagtet til skuespilleren Christian Glatved, men han måtte efter ½ års tid give op, hvorefter teatret i 1942 blev solgt for et halv million til direktør W. Krahn, der var ejer af Moulin Rouge i Vejle. Ellen Mortensen regnede selv med at hendes sceniske karriere dermed var endt. Men siden spillede hun dog Den glade enke i et gæstespil på Århus Teater. Med det endelige punktum for sit teaterliv lagde hun al sin energi i ægtefælles forretninger bl.a. Restaurant Bocken i Guldsmedegade og sidst den store restaurant på væddeløbsbanen. Hun var i sit første ægteskab gift Smith, men fik i 1934 tilladelse til at bruge pigenavnet. Hun blev borgerligt gift i Aarhus den 10. november 1934 med teaterejer Edmund Richard Ammitzbøll Mortensen (f. 20.01-1895 på Frederiksberg)