Harald Kolling
Født: 29-4-1835 i København
Død: 11-12-1904 (69 år)
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh (nedlagt)

Billede af Harald Kolling Billede af Harald Kolling
Biografi
Johan Frederik Harald Kolling (ved dåben Kelling) var søn af skræddermester Johan Andreas Carl Kelling (1805-1868) og Frederikke Louise Thiemann (1803-1873). Som tobaksspindersvend spillede Harald Kolling dilettantkomedie, hvad der dengang var almindeligt blandt håndværkere. Han blev opdaget af direktør H.W. Lange, da han optrådte i Kalkeballen i St. Kannikestræde og han engagerede ham til sit nye Folketeater i Nørregade, hvor han i åbningsforestillingen 18. september 1857 medvirkede i en lille rolle. I mange år derefter var han blandt yndlingsskuespillerne hos det københavnske borgerskab og han fremstillede mere end 450 figurer. Han spillede bl.a. Bassing i "Redaktionssekretæren" og Tanne i "Hun skal debutere". I sæsonen 1870-71 var Harald Kolling knyttet til Det Kongelige Teater, men han trivedes ikke i det miljø, hvor han ikke optrådte hver aften. Han vendte tilbage til Folketeatret, hvor han forblev og optrådte sidste gang den 14. september 1901. Han var den første privatteaterskuespiller som modtog ridderkorset. Harald Kolling, der var far til skuespiller Valdemar Henrik Vilhelm Kolling (20-05-1863 - 07-06-1912), blev den 7. marts 1861 gift på Frederiksberg med Christine Therese Hoppensach (22-07-1840 - 02-07-1870). I sit andet ægteskab blev han den 25. april 1873 gift på Frederiksberg med Hertha Adeline Eleonore Brahde (17-05-1838 - 14-06-1904)


Har medvirket i følgende 2 revyer:
Folketeatret 1872 1877