Robert Ellebæk
Født: 5-10-1929 i Sorø
Død: 12-3-2022 (92 år) Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Lars Robert Ellebæk medvirkede i Studenterrevyerne i årene 1958 og 1959 og var også med i en senere Sankt Hans Revy. I den førstnævnte revy optrådte han bl.a. i kardinalkostume med visen "Rock around the Kirkeklok to Night", der var en parodi på den amerikanske prædikant Billy Graham, der havde prædiket i danske kirker - et nummer som vakte megen forargelse i landets aviser. Året efter var han igen på scenen men skrev dette år tillige 3 af revyens viser. Omtrent på samme tid deltog han i et producerkursus i Danmarks Radio, som blandt 180 interesserede havde udvalgt et hold på 24 til uddannelse som producer i radio og tv. Over årene frem til 1983 arbejdede han som freelance i børne- og undervisningsafdelingen i Danmarks Radio og sammen med Ole Kjær og Mette Kragh lavede han bl.a. i 1970erne en lang række børneprogrammer, hvor man hver uge behandlede en bestemt problemstilling fra folkeskolen, og hvor han til hver udsendelse skrev både tekst og melodi til en sang med relation til emnet. Derudover producerede eller medvirkede han i omkring 160 skoleradioudsendelser herunder flere radiomontager og i 11 tv-programmer. Som uddannet lærer underviste han på Godthåbsvejens skole på Frederiksberg og senere på Enghavegård Skole i Gladsaxe, hvor han også havde undervisning ved Blaagaard Statsseminarium. Også i sit professionelle liv lavede han revyer, nu for Gladsaxe Lærerforening, ligesom han gennem årene skrev talrige lejlighedssange. Han blev siden Gladsaxe skolevæsens AV-konsulent, derefter skolebibliotekskonsulent og virkede de sidste 10 år som leder af Pædagogisk Central inden han i 1996 gik på pension. Robert Ellebæk havde flere tillidshverv bl.a. som kongresdelegeret i Danmarks Lærerforening, ligesom han var redaktør af Gladsaxe Lærerforenings blad. Efter sin pensionering blev Robert Ellebæk optaget som tenor i Gladsaxe Folkekor. I denne egenskab medvirkede han både som korist og statist i mange forestillinger på Gladsaxe Teater både under Kaspar Rostrups og Flemming Enevolds ledelse.


Har medvirket i følgende 2 revyer:
Studenter foreningen - revyerne 1958 1959

Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Et nytårseventyr (1959)Tekst