Max Brüel
Født: 14-7-1927 i Hillerød
Død: 31-3-1995
Gravsted: Cemitério de Porches, Lagoa, Portugal (nedlagt)

Biografi
Max Brüel, arkitekt og jazzmusiker, der var søn af keramikeren og maleren Axel Brüel og keramikeren Tove Elisabeth Leidersdorff, var en mangesidet kunstnerisk begavelse. Han vandt sin første store arkitektkonkurrence allerede mens han gik på Kunstakademiet i 1940erne. Samtidig indledte han sin karriere som jazzmusiker, der i 1950erne placerede ham på internationalt niveau. Efter at have spillet klaver helligede han sig saxofonen. Sammen med trompetisten og skuespilleren Jørgen Ryg deltog han i den internationale jazz-festival i Paris i 1954. I 1960erne kastede han sin interesse på free-jazzen og blev medlem af John Tchicai's Cadentia Nova Danica. Hans hovederhverv forblev dog at være arkitekt og stod med kollegerne Gerdt Bornebusch og Jørgen Selchau sammen om bl.a. Herlev sygehus. Max Brüel havde bl.a. hovedansvaret for det lille, poetiske kapelkrematorium i Glostrup, hvis fred og skønhed mildner den triste funktion, og som ligeledes er i fint samspil med sine omgivelser. Max Brüel forlod i begyndelsen af 1980erne Danmark for at bosætte sig i Portugal, hvor han hovedsageligt beskæftigede sig med maleri, tegning og musik. Efter skilsmisse i 1948 blev han den 7. juli 1951 gift på Københavns Rådhus med sangerinden og skuespillerinden Birgit Brüel. Ægteskabet blev opløst i 1962. Senere giftede han sig den 24. juni 1966 i Hillerød med forfatteren og oversætteren Elsebeth Petersen (f. 11-09-1939).