Hans Kirk
Født: 11-1-1898 i Hadsund
Død: 16-6-1962
Gravsted: Ordrup Kirkegård - Kbh

Biografi
Hans Rudolf Kirk, forfatter og journalist, var lægesøn fra Hadsund og tilbragte sine ferier i barndommen hos sin indremissionske fiskerfamilie i Harboøre og hos moderens grundtvigianske storbondefamilie i Thy. Allerede mens han gik på Sorø Akademi var Hans Kirk socialist og kom via Studentersamfundet i København ind i venstreorienterede miljøer. Han tog studentereksamen i 1916 og blev cand. jur. i 1923, men efter korte ansættelser på det danske gesandtskab i Paris og i Københavns Magistrat opgav han juraen og ernærede sig fra 1925 som forfatter og journalist ved venstreorienterede tidsskrifter og som medlem af DKP ved den kommunistiske presse. Fra 1945 til sin død var Hans Kirk kulturredaktør ved Land og Folk. Han skrev litterær kritik i Lolland-Falsters Folketidende og i Social-Demokraten samt kulturkritiske essays til Kritisk Revy og andre tidsskrifter. Han debuterede med romanen "Fiskerne" i 1928 om en gruppe missionske fiskere, der flytter fra Vesterhavet til et mildere Limfjordssogn, som de vender rundt på med deres stejle tro. Romanen, der i 1932 bragte Hans Kirk på Finansloven, er oversat til 11 sprog. I 1977 blev den udsendt som TV-serie og siden er Hans Kirk kanoniseret med værket. Blandt øvrige værker er Daglejerne fra 1936, De ny Tider (1939) om bygningen af en cementfabrik ved Mariager Fjord, der omformer et landsogn til industrisamfund og husmænd og daglejere til organiserede lønarbejdere. Endvidere udgav han "Slaven" (1948), "Djævelens penge" (1952) og "Klitgaard og sønner" (1952). Fra 1934 var Hans Kirk medarbejder ved det kommunistiske dagblad Arbejderbladet. I juni 1941 blev Hans Kirk interneret i Horserødlejren i Nordsjælland med perioder i Vestre Fængsel i København. Han var blandt de 90 fanger, som det natten til den 29. august 1943 lykkedes at flygte fra Horserød og dermed undgå de tyske kz-lejre, hvorpå han gik ind i illegalt arbejde. I 1950 udkom "Vredens søn" og i 1953 udgav han barndomserindringer med bogen "Skyggespil". Hans Kirk blev den 3. november 1925 gift i Søllerød med Anna Einfeldt Welling (f. 02-08-1898) og var i sit andet ægteskab gift med Edith Jeppesen. Hans Kirk boede ved sin død i 1962 i Høsterkøb ved Hørsholm, men fik senere sin urne nedsat i Otto Gelsteds gravsted på Ordrup Kirkegård.