Rudolf Løvendorf
Født: 4-6-1936 (85 år) i Frederiksberg

Biografi
Rudolf Løvendorf gik på Rødovre Skole, hvor han mødte Court Helmer i forbindelse med forestillingen "Swingprinsessen", som blev tilbudt og solgt til skolerne. Han stod første gang på de skrå brædder i børneoperetten "Swingprinsessen" i Tivolis Glassal i 1952. Gennem flere år var Rudolf Løvendorf engageret ved Solby Scenen og sammen med børneteatrets medlemmer optrådte han bl.a. i Sverige og Norge og i forskellige biografer med sange som "Molak Molak". Gennem Solby Scenen fik han også sin filmdebut i en mindre rolle som våbensmugler-medhjælperen "Fregne-Aksel" i Flamingo studiernes spillefilm "Blændværk", hvor han i rollen skulle have en på skalden af Henrik Wiehe. Filmoptagelsen fandt sted på en båd i Frihavnen. Rudolf Løvendorf, der også var lommeklæde-dreng hos Lulu Ziegler på Frederiksberg, var meget interesseret i at blive skuespiller og var ked af, at hans far modsatte sig det - og i stedet ønskede at han fik en håndværksmæssig uddannelse. I sit voksne liv blev han først smed og maskinarbejder på Burmeister & Wain, hvor han læste til maskinist. Senere kom han til Flyvevåbnet, hvor han blev uddannet som flyveleder og arbejdede som sådan indtil han blev 31 år. Derefter etablerede han egen virksomhed og havde først nogle tankstationer og drev sidenhen en virksomhed med bygning af lastbiler. Rudolf Løvendorf er som pensionist nu bosat i Ubby ved Kalundborg. Rudolf Løvendorf blev den 21. maj 1960 gift i Rødovre Kirke med kontorist Merete Funkholm Sørensen.


Har medvirket i følgende 1 film:
Blændværk (1955)Fregne-Aksel