Silas Adler
Født: 29-5-1985 (38 år)

Biografi
Silas Adler, kreativ direktør, mode- og chefdesigner, er født i Århus som søn af en polsk/svensk mor og en far fra Tanzania. Som 17-årig droppede han ud af gymnasiet og begyndte i 2002 sammen med en gruppe skateboard-elskende venner et lille firma, der lagde ud med at designe printede t-shirts. Han har ingen designuddannelse, men har arbejdet lidt for Wood Wood og Punk Royal. Siden 2004 har firmaet været drevet frem af Silas Adler og partneren Kristian Nyholm og tøjmærket har udviklet sig til et veletableret herretøjs brand, der under navnet Soulland i dag høster anerkendelse og forhandles i fashionable butikker over hele verden. Blandt andet har Soulland fundet vej til butikker i de store modebyer Tokyo, Paris, Berlin, London og New York, Tøjet der bliver produceret i Østeuropa, henvender sig primært til unge knægte og fyre i verdens metropoler. I efteråret 2009 flyttede Silas Adler og hans Soulland til Paris, men han vendte senere tilbage til Danmark. I 2008 anerkendte den skandinaviske modebranche Silas Adlers arbejde med nomineringer til "Bedste danske up-and-coming designer" af Danish Fashion Awards og som "Årets skandinaviske talent" af svenske Plus46 Awards. I 2011 blev Soulland som det første brand, der udelukkende designer herretøj indstillet til prisen "Årets Danske Designer" ved Dansk Fashion Awards 2011. Med shows under Copenhagen Fashion Week og præsentationer under Paris Men’s Fashion Week har Soulland skabt røre og mødt stor anerkendelse fra den danske og internationale modepresse. Tøjmærket er bl.a. blevet bemærket i magasiner og blogs som Monocle (UK), Dazed Digital (UK), VMan (US), Wad (Frankrig), The Fader (US), Lowdown (Tyskland) , Milk X, (Kina) og Euroman (Danmark).


Har medvirket i følgende 1 TV-serier:
Manden med de gyldne ører (2009) 8 Jobansøger