Inga Arvad
Født: 6-10-1913 i Hellerup
Død: 12-12-1973
Gravsted: Mount Olivet Cemetery, Saginaw, Michigan, USA

Billede af Inga Arvad Billede af Inga Arvad
Biografi
Inga Marie Arvad Petersen, der var datter af partikulier Anton Margrethus Petersen og hustru Olga Howmann, voksede op i Willemoesgade i København. Hendes forældre flyttede til Sydafrika, hvor hendes far døde da hun var fire år. Hun gik i skole i England i adskillige år og dansede som 11-årig på Det kongelige Teaters balletskole. Hun blev som 17-årig kåret af BT som Miss Danmark 1931 - københavnsk skønhedsdronning og tog samme år navneforandring. I slutningen af januar 1931 tog hun til Paris for at deltage i Miss Europa konkurrencen, men røg ud i første runde. Som 17 årig giftede hun sig den 16. april 1931 med den egyptiske fyrste Kamal Abdel Nabi på det egyptiske konsulat i Paris. Knap var bryllupsnatten overstået før ubetalte regninger hobede sig op og efter mindre end to år blev parret skilt i januar 1933. Hun ville nu være journalist og havde ambition om at interviewe selveste Tysklands fører, Adolf Hitler, og hun rejste i marts 1935 til Berlin, hvor hun som korrespondent for Berlingske Tidende opnåede at få interviews med såvel Hitler, Goebbels og Göring. Tilbage i København spillede hun hovedrollen i en Nordisk Film-komedie "Flugten fra millionerne", hvor hun høstede så dårlige anmeldelser, at hun lagde skuespilleriet på hylden. Til gengæld forelskede hun sig i filmens instruktør, den 39-årige ungarsk-amerikanske filminstruktør Paul Fejos (27/1-1897 - 23/4-1963) og blev gift med ham den 28. januar 1936 på Københavns Rådhus. Men kun en måned efter brylluppet drog han på en ekspedition til Madagaskar og det blev begyndelsen på en adskillelse, som i mere eller mindre grad varede ægteskabet ud. Inden ekspeditionen var hun blevet spurgt om hun ville spionere for nazisterne i Frankrig og af frygt for hvordan de ville reagere på et afslag forlod hun Berlin. I årene op til Anden Verdenskrig havde hun en kort affære med den svenske industrimagnat Axel Wennergren. I februar 1940 rejste hun 27 år gammel til USA for at studere journalistik på Columbia University i New York og fik i 1941 et job på avisen Washington Times-Herald. Med hendes fortid var det ikke mærkeligt at amerikanerne var mistænksomme, da hun i 1941 indledte et forhold til den 24-årige officer i den amerikanske flådes efterretningsvæsen John F. Kennedy, og at de antog hende for at være nazistisk spion. Efter aflytninger gik forholdet til Kennedy definivt over styr i februar 1942 og Inga Arvad flyttede i september 1943 til Hollywood, hvor hun ernærede sig som petitjournalist og manuskriptforfatter. Den 22. maj 1945 blev det annonceret, at den danske skønhedsdronning havde forlovet sig med det konservative britiske parlamentsmedlem, Robert Boothby, og at parret snart skulle giftes. Men få dage senere oplyste Inga Arvad, at forlovelsen var hævet. Den 14. februar 1947 giftede hun sig med den aldrende western-filmstjerne, Tim (Timothy) McCoy (10/4-1891 - 24/1-1978), og sammen fik de to sønner, som de opdrog i Pennsylvania, hvor de havde købt en ranch. I 1962 flyttede de til Californien, hvor de byggede en spansk villa. Inga Arvad døde af leverkræft i 1973 60 år gammel.


Har medvirket i følgende 1 film:
Flugten fra millionerne (1934)Lilian, rig arving

Bøger om Inga Arvad:
Inga Arvad - den skandaløse skandinav af Ann Mariager