Herbert Steinthal
Født: 1-11-1913 i Berlin, Tyskland
Død: 9-2-1986 (72 år)
Gravsted: Søndermark Kirkegård - Frederiksberg

Biografi
Eduard Louis Herbert Troels Thomas Steinthal var søn af redaktør Thorvald Steinthal (død 19-03-1952) og hustru Elna Schiellerup (død 1956). Under sin opvækst var han øjenvidne til kulturkampen under den fremrykkende nazisme og han oplevede på første hånd den store epoke i tysk film i 1920erne og begyndelsen af 1930erne. Han blev student i Berlin i 1933 og blev samme år ansat som elev ved Sorø Amtstidende. Efter tre år blev han medarbejder ved Politiken fra 1. januar 1936 og havde fra 1939 filmanmeldelser samt teater og litteraturstof som sit område. I årene 1946-47 var han krigskorrespondent i Berlin og var udsendt medarbejder i Centraleuropa og USSR. Herbert Steinthal var medlem af bestyrelsen for Filmmedarbejderforeningen fra 1948 til 1980 og var formand i 2 perioder. Desuden var han medlem af bestyrelsen for Teatermedarbejderforeningen fra 1952 til 1977, hvor han var formand i 4 perioder. Han oversatte en del bøger og skuespil, bl.a. fra tysk Erich Kästner (12 bind), Heinrich Böll (10 bind), første danske bogudgaver af Franz Kafka, Georg Büchner, Irmgard Keun samt flere skuespil fra engelsk, amerikansk og svensk. Herbert Steinthal foretog bl.a. rejser til Frankrig, Holland, Schweiz, Italien, Østrig og Czekoslovakiet. Han var medarbejder ved Hvem-Hvad-Hvor 1940-80 (teater og film), Dansk Konservations Leksikon og Focus. Herbert Steinthal blev den 31. oktober 1935 gift på Frederiksberg Rådhus med Marianne Cäcilie Wolff (f. 30-12-1914). Efter skilsmisse i 1938 blev han den 18. november 1938 gift på Københavns Rådhus med danserinden Sonja Bengtsson (f. 06-01-1911). Efter endnu en skilsmisse den 14. oktober 1944 blev han den 28. april 1945 gift på Københavns Rådhus med danserinden Eva Wolter (f. 14-08-1915). I et nyt ægteskab blev han den 21. maj 1959 gift i domprovstens hjem (Vor Frue sogn) med journalist Vibeke Brodersen (01-04-1931 - 09-02-2015), der var datter af domprovst Poul Christian Brodersen. Ægteskabet blev opløst i 1974.


Har medvirket i følgende 1 film:
Den forsvundne fuldmægtig (1971)Indsat