Ejnar Hans Jensen
Født: 7-9-1937 i København

Biografi
Ejnar Hans Jensen fik smag for rampelyset i skolekomedierne. Han var statist på Det kgl. Teater og i flere spillefilm og fik sin første succés som Harald Blaatand i Studenterrevyen 1960. Han læste hos Tove Bang og kom på Aarhus Teaters elevskole 1961-64. I elevtiden havde han mange små roller og debuterede 5/2 63 som Jim i "Rejsen". I 1965 var han med til at stifte Vestergade 58 som Lange Aage i "Pelsen". I 66 forlod han Aarhus Teater og spillede på Odense Teater til 72 og igen i 81/82 og på Svalegangen i 1972-74; men ellers var han ansat på Aarhus Teater fra 1975 helt frem til 2004. Han havde vigtige roller i "Giraffen fra New Orleans" og "Sommergæster" og som Dr.Jacobsen i "Alfa og Omega", og i 87 var han den moralsk fordømmende svigerfar i "Cage aux Folles". Han var på studierejser til Berlin, London og Rom. I 1986 blev han landskendt som den komiske troldmand Astralius i tv-julekalenderen "Jul på slottet". I 1988 spillede han P.S. Krøyer i "Lyset over Skagen" og Brian i Ørnsbos "Fælden" og fejrede 25 års jubilæum med hovedrollen i Lise Nørgaards "Hjælp, det er jul". "Fælden" fortsattes med "Børnene derpå" i 89. Som gæst på Svalegangen instruerede han "Fru Mimi" og ydede fine præstationer som Schlomo Herzl i "Mein Kampf" i 86 og den onde Al i "Stjernehimlen over os" i 1996. Vigtige opgaver på Aarhus Teater var Gennaro i Dario Fo´s "Gyldne tider" i 93, Kongen i "Fyrtøjet" i 93 og 94, den gale far i "Vovet pels" i 97 og Smisk i "Peter Pan" i 2004. Han instruerede også operaen "La Serva Padrona" på Helsingør Teater i Den gamle by. I tv har Ejnar Hans Jensen spillet Victor i novellefilmen "Victors melodi", og i radioen har han bl.a. spillet Mr Shannon i "En højere erkendelse" og i 81 Thit Jensens "Valdemar Atterdag". Han er en efterspurgt foredragsholder og fortolker af H.C.Andersen, også som historisk rundviser på Aarhus Teater med anekdoter,mundharpe og harmonika. I pensionistalderen har han også været aktiv på "Nøddebo Præstegaard"-turné, i "Spillemand på en tagryg" på Fredericia teater, og i 2006 som Generalen i "Oberstindens natmad" på Svalegangen og i "Slutspil" og "Vi venter på Godot" på Entréscenen samt som Jeronimus i "Maskerade" på Rosenteatret og som Valde Underbid i "Bøllebob" på Gellerupscenen i 2008. Han har spillet over 130 roller i klassiske og moderne stykker og i farcer, som er hans favoritgenre.


Har medvirket i følgende 12 film:
Far til fire i byen (1956)Student der sælger juletræer
Den sidste vinter (1960)Krogæst på balkon
Forelsket i København (1960)Musiker i showet
Løgn og løvebrøl (1961)Avislæser i starten
Harry og kammertjeneren (1961)Søvnig gæst i café Draaben
Cirkus Buster (1961)Cirkustjener
Slå først, Frede (1965)Gangster på øen
Slap af, Frede (1966)Skurk, der dræbes af Amors pil
Nyhavns glade gutter - (Onkel Joakims hemmelighed) (1967)Alfred der skylder Joakim for øl
Det kære legetøj (1968)Nøgen mand med bowlerhat i stumfilmklip
Amour (1970)Elisas elsker
Kærlighedens smerte (1992)Overlæge

Har medvirket i følgende 5 TV-serier:
Mille og Mikkel (1982) 7 Pedellen
Rejseholdet 1983-85 (1983-1985) 8 En krovært
Kaj Munk (1986) 4 Christiansen, domkirkepræst
Altid om søndagen (1989)Byrge Madsen, organist
Krøniken (2004-2007) 7 15 Doktor Jakobsen

Har medvirket i følgende 2 revyer:
Studenter foreningen - revyerne 1960
Østergade Hotel, Århus 1980

Har medvirket i følgende 2 julekalendere:
Jul på slottet (1986,1991,1998,2013)Mester Astralius
Hallo, det er jul (1995)Posten