Svend Gehrs
Født: 24-5-1940 i København

Biografi
Svend Gehrs arbejdede det meste af sin aktive karriere som sportsjournalist og kommentator ved Danmarks Radio. Han havde sin elevtid på Bornholms Tidende og blev efter fem år på Ekstra Bladet ansat ved Danmarks Radio i 1968. To år efter fik han sin VM-debut og i de følgende år blev hans navn uløseligt forbundet med fodbold i fjernsynet og han blev en af Danmarks bedste og måske mest elskede fodboldkommentatorer. Han speakede til de nu klassiske tv-optagelser fra nogle af de bedste landskampe et dansk landshold nogensinde har spillet. I 1985 kommenterede han Danmarks sejr på 4-2 over Sovjetunionen i kvalifikationen til VM-slutrunden i Mexico året efter. I 1997 forlod han Danmarks Radio og efter et kort ophold hos det nu nedlagte TV-S blev han i 1998 ansat ved TV3. Svend Gehrs stoppede sin aktive karriere som kommentator og sportsjournalist i sommeren 2005. Han blev den 7. april 1962 gift med Conni Hansen og i sit andet ægteskab den 10. maj 1975 blev han gift med Kirsten Ibjerg-Hansen.


Har medvirket i følgende 4 film:
Alt på et bræt (1977)Kommentator
Skytten (1977)Sportsreporter
Let's get lost (1997)TV-kommentator
Sommeren 92 (2015)Kommentator

Har lagt stemme til følgende 1 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Lille kylling (2005)Sports kommentatoren