Ellen Carstensen Reenberg
Født: 12-8-1899 i København
Død: 20-11-1985
Gravsted: Frederiksberg Kirkegård - Kbh

Billede af Ellen Carstensen Reenberg
Biografi
Ellen Carla Marie Carstensen Reenberg var datter af tjener Carl Emil Carstensen og Anna Oline Marie Christensen. Hun gennemgik Det kgl. Teaters elevskole som elev af Ella Ungermann. Hun debuterede 1918 i Aalborg i "Udenfor Murene" og i København den 19. marts 1921 på Betty Nansen Teatret som Karen i "Hans eneste kone". På Betty Nansen Teatret fik hun den ene store rolle efter den anden bl.a. som Ofelia i "Hamlet", Eleonora i "Påske", Suzanne i "Hvor man keder sig" og som Mathilde i Hostrups "Under Snefog". Desuden var hun ved forskellige teatre bl.a. Casino og Folketeatret. Fra 1931 var hun tilknyttet Det Kongelige Teater og det var et hårdt slag for hende, at teatret efter dobbeltscenens ophør i 1935 ikke længere havde brug for hende. Hun optrådte ofte i radioen og havde talrige oplæsningsaftener. Ved hendes nordiske aftener forenede hun det morsomme med det alvorlige, når hun samlede sit publikum om Paludan Müller, Bjørnstjerne Bjørnsson, H.C. Andersen og Herman Bang og andre personligheder med rødder i det nordiske. Hun drog også ud på to store turnéer til henholdsvis USA og Sydamerika, hvor hun læste og sang i de danske foreninger. Ellen Carstensen Reenberg blev 18. februar 1928 gift i Sundby Kirke med skuespilleren Holger Reenberg. Hun er mor til skuespilleren Jørgen Reenberg.


Har medvirket i følgende 4 film:
Det gyldne smil (1935)Sygeplejersken
En desertør (1940)Johanne - hans kone
Elly Petersen (1944)Frk. Colmose - pensionær
Far til fire (1953)Jørgen Stæhr's mor

Har medvirket i følgende 1 revyer:
Fønix Teatret 1929