Bo Bonfils
Født: 9-2-1941 i Frederiksberg
Død: 6-6-2019
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Bo Bonfils, tegner og designer, var søn af pianist, komponist Kjeld Bonfils og arkitekt Grete Hast. Han blev uddannet på Kunsthåndværkerskolens reklameafdeling fra 1958-61 og arbejdede i årene 1960-62 som bladtegner på Politikens redaktion under Habakuk. Sin debut som plakatkunstner fik han i årene 1965-68 med arbejder for Ole Palsby, der drev forretning med gallerivirksomhed i Hovedvagtsgade. Gennem årene stod han bl.a. bag den berømte Tivoli-plakat fra 1982 med en svævende karruselhest på en dybblå baggrund - ligesom han lavede talrige andre plakater til f.eks. Copenhagen Jazz Festival, Louisiana og DSB. Hans frimærke med skoleskibet "Danmark" som motiv blev kåret som årets flotteste i 1994. I slutningen af 1960erne designede Bo Bonfils en serie krydderikrukker for Bing og Grøndal. I 1980erne tegnede han et rustfri stålbestik for Georg Jensen, som i 1990 fik Danmarks fornemste designpris, ID-Prisen. Bestikket blev valgt til restauranten på Museum of Modern Art i New York. I 2001 designede Bo Bonfils et bestik som var specielt kreeret til businessclass-passagerer hos SAS. Sammen med sin hustru Jane Reumert designede han desuden et ildsted, der både kunne hænge på væggen og stå på gulvet. Han blev gift den 2. maj 1964 i København med Dola Gravesen og siden i 1980 med Annegrete von Halling Koch. Fra 1989 levede han sammen med keramikeren Jane Reumert (01-12-1942 - 04-04-2016), som han giftede sig med i 2005.


Har medvirket i følgende 1 film:
I morgen, min elskede (1971)Gustav