Ole Schjører-Hansen
Født: 20-12-1940 (83 år) i Brønderslev

Biografi
Ole Schjører-Hansen (navneskift fra Hansen i 1965), maler og billedhugger, er søn af maskinarbejder Enoch Carl Hansen og Karen Marie Rasmussen. Han blev allerede i 1965 tilknyttet Det Kongelige Teater som statist og har gennem årene haft statistopgaver og småroller især indenfor ballet og opera. Han er fortsat tilknyttet Det Kongelige Teater som statist og har nylig været på turné med balletten til Tokyo. Derudover har han medvirket på tv og i reklamefilm, hvor han senest er castet til en reklamefilm for møbelkæden Ikea. Han mødte første gang Finn Karlsson - som instruktørassistent - i forbindelse med filmoptagelser til filmen "I den grønne skov", hvor han sammen med andre statister en tidlig morgen skulle overvære et strip-show på Bakken. Ole Schjører-Hansen, der var sangstuderende, mødte senere atter instruktør Finn Karlsson på Hotel Østerports Bar, hvor han faldt i snak med ham og fik tilbudt en rolle som Tjener-Leif i hans film "Stine og drengene". I den senere spillefilm "I morgen, min elskede" skulle han sidde på Det Kongelige Teater og synge en strofe af "La Boheme", men optagelsen blev klippet fra i den færdige filmudgave. Siden blev han tilbudt at medvirke i en af 70ernes bløde porno-film, men betakkede sig. Som en munter anekdote husker Ole Schjører-Hansen at scener til Hitchcock-filmen "Topas" blev optaget i København, og at man i den forbindelse ønskede at en del motiverede statister fra Det Kongelige Teater medvirkede. Mens statisterne stod på Rådhuspladsen rullede en sort limousine frem og ud steg selveste Alfred Hitchcock, som til stor forbavselse indledte en længere samtale med statisterne. Optrinnet vakte naturligvis opsigt - og mennesker stimlede sammen, men - hvad ingen vidste - var at det hele var iscenesat for at aflede opmærksomheden fra, at det udenlandske filmhold på et andet hjørne af Rådhuspladsen lavede filmoptagelser med en kendt amerikansk skuespiller. I begyndelsen af 1980erne gik Ole Schjører-Hansen fra sang til billedkunst. En retrospektiv kunstudstilling i 1980 på Guggenheim Museet i New York gjorde et stærkt indtryk på ham. Tilbage i Danmark debuterede han i 1985 som kunstmaler og senere gik han - sideløbende med malerierne - i gang med at arbejde med træskulpturer, ligesom han i slutningen af 1980erne inddrog skulpturer udført i jern. Ole Schjører-Hansen udfører udsmykningsopgaver og kunstneriske konsulentopgaver, ligesom har har undervisnings- og foredragsvirksomhed. Gennem årene har han foretaget mange rejser i Europa og USA og har bl.a. udstillet i Italien og Holland. Han har modtaget stipendier fra Loranges Mindefond 1995, Akademirådet 1997, Eickhoff Fond 1998 og Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat i 2006.


Har medvirket i følgende 2 film:
Stine og drengene (1969)Tjener-Leif
I morgen, min elskede (1971)Skuespiller