Karin Flensborg
Født: 28-4-1942 (77 år) i Århus

Biografi
Karin Flensborg medvirkede allerede da hun var 10 år gammel i forskellige amatørrevyer og rejste med den Jyske Gøglervogn. Hun kom i gymasietiden med i studenterrevyerne i Århus som en del af Keyserlig Mayestatis Acteurs, hvor hun debuterede som Ofelia i "Hamlet". Et par af studenterrevyerne blev dengang i øvrigt vist på TV. I en halv snes år var hun primadonna i revyerne og i et par år hovedkraft i Tivoli Frihedens revyer. Karin Flensborg er læreruddannet og blev senere højskolelærer på Herning Højskole, der blev skabt på en grundide af tekstilfabrikanten Aage Damgaard. Hun udstyrede her eleverne med evnen til at spille teater og til at lade være. I mange år var hun seminarielærer på Jydsk Pædagog-Seminarium med vægt på drama, litteratur og dansk. I den forbindelse har hun udgivet adskillige lærebøger. Gennem 4 år i træk lavede hun Cabarevyer i henholdsvis Århus, Grenå og Ebeltoft med egne tekster og hvori hun også selv optrådte. Forestillingerne var medvirkende til at hun i sommeren 1979 blev engageret til Holstebro Revyen. Sammen med Kirsten Thonsgaard har hun kreeret en serie fortællerforestillinger under fællestitlen "Voksne Damer" på teatret Svalegangen i Århus. Hun har medvirket i flere af Nils Malmros' spillefilm, mest kendt som "den onde mor" i "Kundskabens træ", desuden mange tv-indslag med egne tekster, samt roller i tv-serierne "Teatret ved Ringvejen" og "Mr. Poxycat & Co.". Karin Flensborg har tillige gennem et langt liv fortalt historier for børn og voksne, lavet børneteaterforestillinger og har selv skrevet historier og fortællinger, ligesom hun er en sprudlende og populær foredragsholder rundt om i hele landet.


Har medvirket i følgende 5 film:
Kundskabens træ (1981)Elins mor
Århus by Night (1989)Hendes mor
Kærlighedens smerte (1992)Eksaminator i formning
At kende sandheden (2002)Ekspeditrice
Det andet liv (2014)Nabokone

Har medvirket i følgende 3 revyer:
Holstebro-revyen 1979
Tivoli Frihedens revyer - Århus 1961 1962