Hanne Tew
Født: 30-5-1946 i Frederiksberg
Død: 5-1-2023 (76 år)
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Hanne Kathlyn Tew optrådte i sine unge år på Spilop-Teatret og på Solby Scenen, hvorfra hun også blev "fundet" til filmrollen i "Ullabella" efter at "talentspejdere" havde overværet nogle prøver. Filmselskabet brugte iøvrigt hendes skole - Skolen på Duevej - som location ved optagelser til filmen. Hun fik også et par statistroller, bl.a. i filmen "Far til fire med fuld musik", men derefter blev det aldrig til mere. Hanne Tew mente selv at talentet sikkert ikke var stort nok. Hun sang også, og i 1963 - samme år som hun tog realeksamen - var hun med i en kvintet "Quintesserne" som Kate Rosen dannede. Hun tilbragte hele sommeren med optræden i hendes cabaret på Liseleje Strandhotel. En kort tid var hun også med i "Guldpigerne" og var sangerinde i en kvintet, som fortrinsvis spillede i Studenterforeningen. I august 1963 blev hun af sin mor "tvunget" i lære hos F.L. Smidth & Co. A/S, hvor hun i 1967 blev færdiguddannet som fransk og engelsk korrespondent. I 1970 blev hun den første kvindelige direktionssekretær i selskabet. I 1968 blev hun gift med project manager Niels Christian Larsen (20-03-1943 - 11-07-2008), som hun lærte at kende gennem firmaet. Fra 1974 til 1983 boede parret i Belgien, i Finland og i Brasilien, hvortil hendes mand var udsendt. Midt i 1990erne tog både hendes mand og deres to døtre navneforandring til hendes pigenavn Tew. Hendes eget arbejdsliv sluttede i 2001 i Det Berlingske Officin efter 10½ år som direktionssekretær. Efter overgang til "efterløn" nød hun sit otium på en dejlig gård i Kelstrup ved Slagelse, hvor hun havde indrettet Bed & Breakfast.


Har medvirket i følgende 2 film:
Ullabella (1961)Doris, Ulla's veninde
Far til fire med fuld musik (1961)Deltager i skoleballet

Har medvirket i følgende 1 revyer:
Liseleje Revyen 1963