Edith Oldrup Pedersen
Født: 18-6-1912 i København
Død: 4-6-1999 (86 år)
Gravsted: Pålsjö Kyrkogård, Helsingborg, Sverige

Billede af Edith Oldrup Pedersen Billede af Edith Oldrup Pedersen
Biografi
Edith Johanne Oldrup, operasangerinde og sopran, var datter af sekretær Charles Peter Ferdinand Oldrup Pedersen (1885 - 23-03-1946) og Hulda Marie Larsen (1885 - 1969). Hun sang sig ind i mange hjerter i sin storhedstid på Det Kgl. Teater fra midten af 30-erne. Hun debuterede som Michaela i Bizets "Carmen" i 1934 og blev derefter fast engageret ved Det Kongelige Teater. Inden da havde hun fået undervisning hos den legendariske Vilhelm Herold, der havde lovet hende en lysende karriere og senere fulgte en uddannelse på Den kgl. Operaskole. Sine største triumfer fejrede Edith Oldrup i Mozart-operaer som Fiordiligi og Despina i Cosi fan tutte, Papagena i Tryllefløjten, Zerlina i Don Juan, Susanna i Figaros Bryllup - og i Puccini-værker som Mimi i Bohme og titelpartiet Madame Butterfly. Men hun mestrede over 40 partier foruden roller i vaudeviller og operetter. I 1946 blev hun udnævnt til kgl. kammersangerinde - og det var gennem hendes medvirken i bl.a Weyse-filmen og det sanglige makkerskab med Aksel Schiøtz under krigen, at hun blev folkekendt. Edith Oldrup medvirkede også i mange oratorieopførelser og gav talrige koncerter i hele Norden. I USA gæsteoptrådte hun med stor succes i 1947-48 og 1952-53. Da hun den 28. maj 1949 i Holmens Kirke giftede sig med den svenske operasanger og baryton Sigurd Carl Björling (02-11-1907 - 08-04-1983), bosatte hun sig i Helsingborg, blev musikpædagog, men optrådte i Sverige også på Drottningholm-operaen. Det danske publikum mistede hende dog ikke helt, da det blev til en del gæsteoptrædender på Det Kgl. Teater og andre danske scener. - både planlagte og til tider også improviserede. Aage Stentoft hentede i 1956 Edith Oldrup fra Det kgl. Teater til Det Ny Scala for at synge Rosalinde i "Flagermusen". Edith Oldrup fik indspillet mere end 60 plader. I 1949 modtog hun Tagea Brandts Legat og i 1964 Drottningholms fortjenstmedalje i guld. I 1960 blev hun Ridder af Dannebrogsordenen. Edith Oldrup døde i Helsingborg.


Har medvirket i følgende 1 film:
Jeg har elsket og levet (1940)Julie Tutein