Ole Ege
Født: 23-5-1934 i Hobro
Død: 24-12-2018 Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Ole Esper Ege, forfatter, fotograf og filminstruktør, var en af dansk pornografis største pionerer. Han var politimestersøn fra Hobro og flyttede efter forældrenes skilsmisse med sin mor til København, hvor han færdiggjorde sine eksaminer. Han var i ungdommen elevatorfører i Canada. Siden blev han interesseret i fotografiet. Han hang i 1950’erne ud på den københavnske Dixie Bar, hvor der herskede en stemning af frivolitet og amerikansk popkultur. Her inviterede han unge kvinder med hjem på sit værelse i moderens lejlighed, hvor han tog billeder af dem. Billederne blev mere og mere dristige og til sidst decideret ulovlige. Ole Ege havde selv et illegalt postordrefirma, hvor kunderne fik tilsendt erotiske billeder af nøgne damer. I 1957 fik han den første af en række domme for spekulation i sanselighed. Men det afholdt ham ikke fra at fortsætte livsværket. I 1960'erne producerede Ole Ege en lang række pornografiske bøger og 8mm-film, der varierede fra mild striptease til hård porno. Ved myndighedernes razzia mod pornografisk materiale i 1967 mistede Ole Ege såvel hele sit varelager som luksusvillaen i Nordsjælland. Efter billedpornografiens frigivelse i 1969 producerede og fotograferede Ole Ege dokumentaren "Ornepigen Bodil" om en dansk bondepige, der havde sex med dyrene på gården. Filmen vandt prisen som bedste bidrag på den første internationale pornofilmfestival i Amsterdam i 1970. Han instruerede derefter to af pionerværkerne, kortfilmsamlingen "Pornografi" fra 1971, med musik af Dexter Gordon og "Bordellet" fra 1972, der var den første danske spillefilm med hardcore-sexscener. Under optagelserne af "Bordellet" mødte Ole Ege sit livs kærlighed, Ulla Bjergskov, som medvirkede i filmen. Han besluttede sig for at droppe pornobranchen, men forholdet til Bjergskov holdt ikke, og Ole Ege endte med at flytte til Ærø, hvor han åbnede en natklub. Efter en tilbagetrukket tilværelse vendte Ege i 1992 tilbage til rampelyset, da han blev medstifter og daglig leder af Det Erotiske Museum på Vesterbro, der et par år senere skiftede navn til Museum Erotica og flyttede til en eksklusiv adresse på Købmagergade. Museet var en turistmagnet de første mange år og havde årligt ca. 100.000 besøgende. Museet blev nedlagt i 2009. Ole Ege udgav i en årrække fotobladet Focus, ligesom han udgav fotobøger om cirkus Benneweis og Ærø. Endvidere udgav han selvbiografien "Tabu – fra forbud til frigørelse".


Har medvirket i følgende 1 film:
Bordellet (1972)Fotograf

Har arbejdet med følgende 1 film:
Bordellet (1972)Instruktion, Fotograf, Manuskript