Aage Bendixen
Født: 16-6-1887 i Frederiksberg
Død: 30-12-1973 (86 år)
Gravsted: Søndermark Kirkegård - Frederiksberg

Billede af Aage Bendixen
Biografi
Aage Christian Thorvald Frederik Bendixen var oprindeligt uddannet som bilmekaniker og var i sin fritid kunstudspringer. Det var kapelmester Harald Mortensen der anbefalede ham til filmen. Han spillede mange småroller hos Nordisk Film, var en overgang ansat hos Astra, men vendte tilbage til Nordisk Film, hvor han fik sit gennembrud med hovedrollen i stumfilmen "Den store gevinst". Han dannede par med Carl Schenstrøm i filmen "De keder sig paa Landet" som to vagabonder - stadig hos Nordisk. Det var før de to vagabonder kom til at hedde Fyrtaarnet og Bivognen. Da instruktør Lau Lauritzen flyttede til Palladium i 1920 tog han Bendixen og Schenstrøm med og lavede "Tyvepak", hvor Bendixen spillede den første Bivogn. Aage Bendixen blev dog snart udskiftet med cirkusklovnen Harald Miehe Madsen. Han blev også brugt som stuntman på Nordisk Film - bl.a. sprang han ud fra et 1. sals-vindue i "Folkets Ven" fra en villa, der var bygget til at skulle sprænges i luften. Lau Lauritzen gav ham lov til at lave en række livsfarlige numre til sine små farcer. En dag måtte Aage Bendixen springe fra en 1. sal og på hovedet i en kalkbalje og en anden dag måtte han cykle ud i Gasværkshavnen i oktober måned. Bendixen betegnedes som en rigtig "badutspringer", der kunne slå flik-flak og han optrådt også som klovn i cirkus Mills i London (1935-36). Han spillede i Scalarevyerne i 1920'erne og fra 1923-1953 var han ansat som mimiker på Pantomimeteatret i Tivoli, hvor han i 1948 fejrede sit 25 års jubilæum. Aage Bendixen var gift med Karla Mathilde Bendixen, født Lillienfelt. Ægteskabet blev opløst.


Har medvirket i følgende 3 film:
Han, hun og Hamlet (1932)Sømand
Fange nr. 1 (1935)Regissør
Mød mig på Cassiopeia (1951)Karnevalsdeltager

Har medvirket i følgende 22 stumfilm:
Den store gevinst (1912) 
Den store Gevinst (1919) 
Boksernes Konge (1919) 
Byens Herkules (1919) 
Væddeløberen (1920) 
De keder sig paa Landet (1920) 
Via Crucis (1920) 
En Sølvbryllupsdag (1920) 
Gudernes Yndling (1920) 
Harems-Mystik (1921) 
Tyvepak (1921) 
Jafet, der søger sig en Fader I - IV (1922) 
Byens Don Juan (1923) 
Nedbrudte Nerver (1923) 
Don Quixote (1926) 
Filmens Helte (1928) 
Jokeren (1928) 
Hallo Afrika forude (1929) 
Højt på en kvist (1929) 
Hr Tell og søn (1930) 
Pas på pigerne (1930) 
Fy og Bi i Kantonnement (1931)