Freddy Fræk
Født: 22-11-1935 i København
Død: 24-10-2016 (80 år) Mindebog
Gravsted: Holmens Kirkegård - Østerbro

Biografi
Freddy "Fræk" Poulsen, sanger og kunstner, der var søn af maskinfabrikant Volmer Villy Godtfred Poulsen og Lilly Marta Christensen, blev oprindelig udlært som smed (1957) og maskinmester. Freddy Fræk begyndte sin musikalske karriere med jazz i Henrik Johansen's jazzband, men udviklede sig i retning af glade viser og børnesange. Mellemnavnet fik han da han i 1960erne med sin banjo blev kendt for sange som "Damevalsen" med teksten "Nu skal vi ud og se på damer" og "Jeg er en træt gammel dreng". Men han blev mindst lige så kendt for sine børnesange bl.a. "Skorstensfejer'n gik en tur", "Den lille, frække Frederik" og "Den lille Ole med paraplyen". Med banjoen, legetøjs- og blæseinstrumentet kazooen og det flækkede grin blev han folkeeje og havde appel til både store og små. Han indspillede og optrådte med adskillige af datidens store navne som Cæsar, Povl Dissing og Trille. Freddy Fræk medvirkede også som skuespiller i tv-serien "Sonja fra Saxogade", hvor han spillede Sonjas mors kæreste. I 1966 tog han afgangseksamen fra Kunstakademiet i København og gjorde sig siden bemærket som billedkunstner med både skulptur, grafik og billedkunst. Han udsmykkede offentlige rum med linealen som gennemgående grundform, bl.a. på tunnelbanen i Stockholm og viste sine stål- og granitfigurer bl.a. på den internationale kunstmesse Fiac i Paris. Fra begyndelsen af 1980erne koncentrerede Freddy Fræk sig om skulpturen og opgav samtidig sit virke som skuespiller og musiker. I Danmark skabte han "Jeu de balance" ved Dansk Metal i København, "Abnorma" ved Københavns Lufthavn og stålskulpturen "Vinden" i Frederikshavn. Han udskiftede i 1988 mellemnavnet til Fraek og fik i begyndelsen af 1990erne sit internationale gennembrud som rumkunstner med en udstilling på det kendte Galerie Denise Rene i Paris. Freddy Fræk blev den 27. september 1962 gift i København med model Kirsten Marie Biilman (24-07-1921). Ægteskabet blev opløst. Den 23. september 1988 blev han gift i Venedig med den svenske billedhugger Gun Gustavsson (Gun Gordillo) (f. 14-08-1945). De boede 15 år sammen i Paris, hvor de udstillede og solgte deres egne værker, inden de flyttede tilbage til Danmark.


Har medvirket i følgende 2 film:
Jeg er sgu min egen (1967)Motorcyklist
Med kærlig hilsen (1971)Banjospiller

Har medvirket i følgende 2 TV-serier:
Sonja (1968) 2 3 4 Frede, vinduespudser
Sonja på Bornholm (1969) 1 3 4 Frede, Norma's kæreste

Har arbejdet med følgende 1 film:
Min søsters børn (2001)Instrumentation

Har arbejdet med følgende 2 TV serier:
SonjaSanger
Sonja på BornholmSanger