Birthe Kjær
Født: 1-9-1948 (76 år) i Århus

Biografi
Birthe Kjær er datter af montør Hugo Amandus Hansen (1919 - 1980) og garderobedame, hjemmegående Yrsa Irena Kjær Andersen (1921 - 1984). Hun begyndte som 11-årig at deltage i amatørkonkurrencer og sammen med to jævnaldrende drenge der spillede harmonika og guitar dannede de i starten af 60erne Sunshine Trioen, hvor hun fik sin debut som 12-årig og som hun optrådte med gennem fem år. Efter sin realeksamen fik hun i 1966 læreplads i Arbejdernes Spare- og Laanekasse. I en kortere periode havde hun engagement i natklubben La Cubana i Århus, hvor hun hver aften optrådte med det østrigske orkester Peter Kony's kvintet. I 1968 fik hun sit gennembrud som sangerinde med "Arrivederci Franz", der røg ind på en førsteplads på Dansktoppen. Samme år forlod hun sit job i sparekassen og siden er det blevet til talrige hits som fx. "Cæsar og Cleopatra", "Casatschock", "Danse og synge", "Mucho Amore", "Pas på den knaldrøde gummibåd", "Lange Lars fra Langeland", "Lirekassemandens datter", "Elefantens vuggevise", "Sommer og Sol" og "Tennessee Waltz". Og Birthe Kjær har siden stået på scenerne til byfester, havnefester, forsamlingshuse, idrætshaller og sammenkomster og begivenheder af enhver art. I 1970erne var hun en flittig gæst i det østtyske TV-program Hafenbar, der blev optaget i Rostock. Hun deltog i 1982 i det danske Melodi Grand Prix sammen med Henning Vilen med sangen "Du og jeg", der fik en andenplads. I 1986 og 1987 blev hun ved grand prix'et atter nummer to med henholdsvis "Vil du med" og "Hva er du ude på". I 1989 vandt hun Melodi Grand Prix'et med "Vi maler byen rød", der blev nummer tre ved det internationale Melodi Grand Prix i Lausanne i Schweiz. Året efter var hun vært sammen med Dario Campeotto og i 1991 deltog hun atter med sangen "Din musik, min musik".I 1999 modtog hun en dansk Grammy i kategorien årets dansktopudgivelse for cd'en "Som en fugl i det fri". Birthe Kjær har på engelsk bl.a. indsunget Billy Ray Cyrus' verdenshit "Achy Breaky Heart". I 1972 debuterede hun i revysammenhæng på Sans Souci i Kolding og fik en kæmpesucces med visen "Jeg går aldrig til bal uden trusser" og året efter hentede Sejr Volmer-Sørensen hende til revyscenen i Nykøbing Falster, som hun var tilknyttet frem til 1976. Siden havde hun engagementer hos ham i Amager Scenens vinterrevyer 1980 og 1981. I årene 1978 og 1994 medvirkede hun i Holstebro Revyen og hun var i Cirkusrevyen en enkelt sæson i 1990, hvor hun bl.a. parodierede Lonni Devantier. Hun medvirkede også i musicalen "I morgen er jeg på vej" på Odense Teater i 1985, - i "Landmandsliv" på Amager-Scenen i 1990 og i musicalen "Harry og kammertjeneren" på Nørrebros Teater i 1995. I 1989 indledte hun et samarbejde med violinisten Kim Sjøgren og guitaristen Lars Hannibal (15-07-1951) og har sammen med dem udgivet et par CD'er. På TV medvirkede hun i show- og konkurrenceprogrammerne "Med kjærlig hilsen" på DR-1 i 1991 og i "Vildt forelsket" i 1995-96 på TV-3. I 1991 fik hun tildelt Livsglædens Pris af Simon Spies Fonden og blev samme år udnævnt til "Årets sangerinde". I 1996 fik hun en guld-cd for dobbelt-albummet "Birthe Kjær gennem tiden" og i 2002 modtog hun Gentofte Kommunes Kulturpris. Sidst i 1990erne tog hun et sabbatår og arbejdede på et børnehjem i Thailand. Birthe Kjær har tidligere dannet par med kapelmester Helmer Olesen (04-01-1934 - 11-06-1997) og siden med koncertarrangøren Knud Thorbjørnsen (23-04-1941 - 30-03-2001) og erhvervsmanden Fritz Schur (f. 27-11-1951).

Bøger om Birthe Kjær:
"Danmarks dejligste Birthe" af Marianne Tofte


Har medvirket i følgende 3 film:
Revykøbing kalder (1973)Birthe Kjær
Jydekompagniet (1988)Jacobs kone
Max (2000)Ralphs veninde

Har medvirket i følgende 14 revyer:
Amager Scenen 1976 1981 1982
Cirkusrevyen 1990
Den Fynske Cirkusrevy 1972
Holstebro-revyen 1978 1994
Nykøbing F. Revyen 1973 1974 1974 1975 1976
Sans Souci Revyen - Kolding 1972 1986

Har lagt stemme til følgende 1 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Dyrene i Hakkebakkeskoven (2017)Bedstemor Mus

Har arbejdet med følgende 2 revyer:
I Lykkelige Omstændigheder (2015)Tekst
Århus Revyen (2023)Tekst

Bøger om Birthe Kjær:
Længe leve livet af Birthe Kjær