Thomas Rasch
Født: 6-4-1930 i Aabenrå
Død: 3-2-2002 (71 år)
Gravsted: Manglende oplysning

Billede af Thomas Rasch
Biografi
Thomas Mathias Hansen Rasch var søn af dr. phil. Max Rasch og hustru Anna Elisabeth Agnes, født Kier. Han var af tysk slægt, men tilbragte en del af sin barndom i København. Han blev student fra den danske Aabenraa Statsskole i 1950 og studerede ved Københavns og Århus universiteter til magister med fransk og tysk som hovedfag. Han var aktivt medlem af studenterscenerne i København og Århus 1951-62 og ville oprindelig have været skuespiller. Ligesom de øvrige rollehavende i spillefilmen "Farlig Ungdom" fra 1953 var han uden skuespillermæssig erfaring, da han blev antaget. Hans levende interesse for teater gav sig blandt andet til kende i oversættelser til dansk af Bertolt Brechts "Galileis liv" til brug for Odense og Århus Teater, Siegfried Lenz' "De skyldfri" til Århus Teater og af Felix Timmermann's "Under lykkens Tag". Han var adjunkt ved Marselisborg gymnasium 1962-65 og var derefter i årene 1965-67 ansat som sekretær i Kulturministeriet. Han fortsatte sin karriere som adjunkt ved Århus Akademi 1967-68 og ved Risskov amtsgymnasium 1968-71 inden han i maj 1972 blev rektor for Århus Akademi. Thomas Rasch blev i maj 1972 ansat som rektor for Aarhus Akademi og var fra 1977 til 1988 rektor ved Ribe Katedralskole. Fra sin forgænger overtog han her planerne for en større udvidelse af skolen midt i Ribe. De første år af sin rektortid tilbragte han derfor på en byggeplads og ledede i lang tid skolen fra sit skrivebord i den tidligere gymnastiksal. Han gik med liv og sjæl op i byggeriets fremdrift og inspicerede dagligt håndværkernes arbejde - altid sammen med sin tro ledsager, mellemschnauzeren Figaro. Thomas Rasch blev rektor i 1970’erne, mens de antiautoritære strømninger var meget stærke. Det lærerkollegium, han stod i spidsen for, var præget af tidens trang til åbenhed, frihed og medansvar, men ønskede samtidigt at fornemme en aktiv styring. Thomas Rasch måtte af og til erkende, at det kan være ensomt og svært at navigere som leder mellem stærke kræfter under sådanne forhold. Thomas Rasch var et følelsesmenneske, hvilket han gerne vedkendte sig. Han var et sammensat og modsætningsfyldt menneske og undgik ikke konflikter og store personlige nederlag og sorger. Thomas Rasch var en europæer, der gerne rejste - helst til det græske øhav, men han var også dybt forankret i sin hjemstavn. Efter afskeden fra Ribe ønskede han at bo alene og ved havet. Sine sidste år tilbragte han i Hvide Sande i et lille hvidt hus med blåmalet træværk, lige inden for klitterne. Der fandt han sin græske ø. Thomas Rasch var sekretær for Nordisk Kulturfond under Nordisk Råd 1966-67 og han var medlem af bestyrelsen for teatret Svalegangen i Århus fra 1972. Thomas Rasch blev gift den 3. august 1963 i Århus med læge Ruth Rasch, født Andersen (16-03-1938).


Har medvirket i følgende 1 film:
Farlig ungdom (1953)John - Høyers søn