Stig Møller
Født: 2-11-1945 (78 år) i Vangede
Biografi
Stig Møller, sanger, guitarist, komponist og sangskriver, debuterede i pigtrådstiden i begyndelsen af 1960erne, hvor han spillede som bassist både med Blackbeats og ganske kort med Les Rivals. Midt i 1960erne blev han som folkesanger i medierne udråbt som "Danmarks Donovan". Ved siden af sin musikerkarriere havde Stig Møller en kort overgang job hos Aage Jensens Musikkole, hvor han underviste i guitarspil. I 1967 traf han digteren Eik Skaløe (28-05-1943 - 15-10-1968), hvis tekster han satte i musik. Sammen indledte de et samarbejde om nye rocksange med danske tekster og etablerede gruppen Steppeulvene, som blev en milepæl i dansk rockhistorie. Om noget forbinder man Stig Møller som manden bag musikken på det legendariske album "Hit" fra 1967, hvortil han leverede syv af pladens otte numre. Siden gik bandet i opløsning og efterfølgende optrådte Stig Møller dels solo og dels sammen med grupper som Dødens Pølse og Kajs Camping. I 1972 udsendte han LP-pladen "Kærligheden let på tå", hvor både musikere som Peter Ingemann, Christian Siewert og Flemming Quist Møller medvirkede. Pladen indeholdt blandt andet den senere store publikumsfavorit "To Sjæle - En Tanke". Han kom også med i Skousen og Ingemann, hvor hans guitarspil bidrog væsentligt på udgivelsen af pladen "Herfra Hvor Vi Står". I denne periode var han for en kort bemærkning også medlem af Kim Larsen's fritidsband "Starfuckers". I 1975 dannede han Stig Møller Band med trommeslageren Bjørn Uglebjerg og året efter blev gruppen til "Skousen, Ingemann & Møller", der sammen udgav pladen "Lykkehjulet". I 1980 samlede han et nyt band med blandt andre Moussa Diallo og Peter Svarre og indspillede pladen "Kom og dans". Op igennem 1980´erne optrådte Stig Møller som en del af bandet Flinkeskolen, men også som solist. I slutningen af 1980'erne udgav han meditationsmusik med Peter Bastian. "Forest Walk" solgte i tusindvis af eksemplarer, ikke alene i Danmark, men røg også på hitlisterne i Japan og Canada. Stig Møller medvirkede i 1988 som guitarist på singlen "Hulubulu", der var lavet i forbindelse med den populære børnetv-serie "Da Lotte blev Usynlig" - sendt på DR TV i 1987. I 1994 indspillede Stig Møller "Sikken dejlig dag"-albummet, hvor pladens titelnummer blev hans nok største hit. Udgivelsen var bl.a. krydret med en nyfortolkning af "Jeg er Havren", hvor han sang duet med Lars HUG. I forlængelse heraf dannedes Stig Møller Trio med Møller, Peter Ingemann og trommeslageren Ken Gudman. Trioen spillede over hele landet og var et stort tilløbsstykke på landets spillesteder, byfester, havnefester, kræmmermarkeder og festivaler. I 2001 udkom Stig Møller og denne besætning på albummet "Livet Gror – Og Det Er Skønt". Stig Møller, der fortsat spiller live sammen med forskellige musikere, var fra 1982 gennem 30 år fast inventer på Skanderborg Festival - både som solist og med skiftende bands.