Biografi
Elsa Marianne von Rosen, solodanserinde, balletchef og koreograf, var født og opvokset i den svenske hovedstad som datter af kunstmaleren, grev Reinhold Carl-Gustaf Henning von Rosen (1894-1961) og Sally Elisabeth Österyd (1900-1955). Som 12-årig søgte hun optagelse ved balletskolen, men blev afvist som for gammel. I stedet tog hun privattimer hos lærerne O. Thoresen og Valborg Franchi i Stockholm og debuterede i 1941 i Koncerthuset i Stockholm. Anden Verdenskrig forhindrede hende imidlertid i at drage til det store udland, men hun dansede i diverse revyer og optrådte i 1943 i National Scala i København. Hun fik privat undervisning først af den navnkundige balletmester Harald Lander og dernæst af koreografen Birger Bartholin. Samme år dansede hun som balletdanserinde ved Oscarsteatern i Stockholm. Efter indbydelse fra Det Kongelige Teater blev hun i årene 1945-47 gæsteelev ved den kongelige danske ballet. Samtidig fik hun det indgående kendskab til Bournonvilletraditionen, der senere skulle blive afgørende for hendes indsats som både iscenesætter og balletmester. I sæsonen 1946/47 var hun gæst på Aarhus Teater, hvor hun dansede i "Grevinde Mariza" og i samme sæson sammen med Flemming Skov i "Jean de France". Elsa Marianne von Rosen fortsatte sidst i 1940erne studierne i London og balletkarrieren i Sverige, hvor hun optrådte med egne balletaftener og tillige 1947-49 var tilbage ved Oscarsteatern med Kitra i "Don Quixote" som sin første store rolle. En overgang var hun ved Colonel de Basils Original Ballet Russe og dansede som solist både i London og Paris med den franske koreograf Maurice Béjart som partner. Hendes store gennembrud kom dog gennem samarbejdet med den moderne, svenske koreograf Birgit Cullberg, der i 1950 skabte rollen som Frøken Julie specielt til hende. Derefter fik hun engagement ved Operan i Stockholm, hvor Elsa Marianne von Rosen i årene 1951 til 1959 fik mulighed for at danse de store klassiske partier i balletter som "Giselle", "Svanesøen", "Chopiniana" og "Tornerose". I 1960 etablerede hun sammen med sin mand Allan Fridericia Den Skandinaviske Ballet - et kompagni, der de næste fem år turnerede rundt i Skandinavien, båret af idealisme og i trods mod økonomien. Hun var koreograf, ballerina, iscenesætter og pædagog, og han var direktør og scenograf. For Danmarks Radio skabte hun 1960 balletten "Helios" til Carl Nielsens musik, som hun selv dansede sammen med Erik Bruhn (1928-1986) og Den Skandinaviske Ballet, og i 1963 balletten "Varierende baser", der, som den første herhjemme, var skabt til elektronisk musik. Som koreograf kreetede hun betydelige værker til Det Kongelige Teater, f.eks. "Jomfrukilden" og "Don Juan". Men først og fremmest kreerede hun i 1960 til Den Skandinaviske Ballet "Irene Holm", baseret på forfatteren Herman Bangs novelle om en danselærerindes fornedrelse. Hun dansede selv hovedpartiet og genopsatte i 1963 succesen på Den Kgl. Ballet med Margrethe Schanne i titelrollen. I 1960 opsatte hun "Sylfiden" for Den Skandinaviske Ballet, en opsætning, der var baseret både på hendes eget Bournonvillekendskab, på hendes mands kolossale ballethistoriske viden og på særlige kilder. Succesen var så stor, at hun blev inviteret til at indstudere balletten for forskellige kompagnier i udlandet, bl.a. i London, Monte Carlo, Chile, Leningrad, Washington og Sibirien. I 1971 kom hun med sit eget bud på en nytolkning af Bournonvilles "Napoli", en tilsvarende international succes, der bl.a. nåede til Kirovballetten i Leningrad i 1982, men som oprindelig blev skabt for balletten ved Göteborg Stora Teatern, hvor hun var balletchef fra 1970 til 1976. Hendes tid som balletchef afsluttedes på Malmö Stadsteater 1980-87, hvor hun skabte et nutidigt repertoire af både klassikere og nye balletter. I 1990 gennemførte hun sammen med sin mand en total rekonstruktion af Bournonvilles “glemte” nordiske ballet "Thrymskviden" fra 1868. Hun havde også en række forskellige engagementer som skuespillerinde, bl.a. i Hasse Ekmans film "Jazzgossen" fra 1958. Elsa Marianne von Rosen var tildelt en lang række legater og priser, bl.a. Ingrid Jespersens Legat 1963, Danske teaterkritikeres pris Teaterkatten 1964 og Tagea Brandts Rejselegat 1971. Desuden modtog hun flere udenlandske ordener og udmærkelser, bl.a. den svenske Litteris et artibus. Som 70-årig tog hun imod et tilbud fra Flemming Flindt om at vende tilbage til Det Kgl. Teater som gæstesolist i "Dødens Triumf". I 2000 udkom hendes selvbiografi "Inte bara en dans på rosor”. Elsa Marianne von Rosen blev den 1. august 1950 gift på Københavns Rådhus med kulturredaktør, scenograf og ballethistoriker Allan Sigurd Monies Fridericia (30-11-1921 - 28-12-1991). Hun er begravet anonymt - uden egen markering - i ægtefælles gravsted på Holmens Kirkegård i København.