Sven Wollter
Født: 11-1-1934 i Göteborg, Sverige

Biografi
Sven Justus Fredrik Wollter, svensk skuespiller, blev uddannet på Göteborg Stadsteaters elevskole 1953-57, men fik ikke tilbud om fortsat engagement efter sin uddannelse og var en kortere tid til søs. Senere fik han engagementer på Stadsteatern i Norrköping og Vasateatern i Stockholm, hvor han i 1965 fik succes i "Barfota i parken" og ikke mindst også i rollen som Gusten i tv-serien "Hemsöborna" (1966). Han havde roller som Jimmy Porter i "Se dig om i vrede" 1968 og "Körsbärsträdgården" 1970. I begyndelsen af 1970erne vendte han tilbage til Göteborgs stadsteater, hvor han blev en af de drivende kræfter i teatrets udvikling. I 1973 fik han sit store gennembrud med titelrollen i "Gustav III". Efter tiden i Göteborg fulgte en periode ved Folkteatern i Gävle fra 1982 og derefter fra slutningen af 1980erne ved Stockholms stadsteater, hvor han i 1986 havde stor succes i "Cyrano de Bergerac". Parallelt med teaterarbejdet havde Wollter mange tv- og filmroller. Han medvirkede bl.a. som den afsatte Gustaf IV Adolf i "Galenpannan" (1974), i tv-rollen "Gyllene år" (1975), havde hovedrollen i tv-serien "Raskens" (1976), og rollen som Schagerström i "Charlotte Löwensköld" (1979). Desuden spillede han kriminalinspektør Jarnebring i nogle filmatiseringer - "Mannen på taket" (1976) og "Mannen från Malloca" (1984), hvilket yderligere forstærkede hans popularitet. Senere spillede han bankdirektør i "Tre kärlekar" (1989 og 1991), Axel Flogfält i "Änglagård" (1992 og "Änglagård - andra sommaren" (1994), Alfred Nobel i "Alfred" (1995) og kommisær Van Veteren i en række Håkan Nesser-filmatiseringer - "Det grovmaskiga nätet" (2000), "Återkomsten" (2001), "Kvinna med födelsemärke" (2001) og i Ole Christian Madsens "En kærlighedshistorie" (2001). Sven Wollter hører til de bemærkelsesværdige og også kontroversielle i svensk skuespillerliv - ikke mindst gennem sit udtalte politiske engagement på den yderste venstrefløj. Han har udgivet erindringsbogen "Bakljus". Sven Wollter har modtaget Svenska Dagbladets Thaliapris 1973, Teaterförbundets De Wahl-stipendium 1981 samt Guldbagge 1984 for bedste mandlige hovedrolle i "Mannen från Mallorca" og "Sista leken" og Guldbagge 2001 for bedste mandlige hovedrolle i "En sång för Martin". Han har været gift med bl.a. skuespillerinderne Annie Jenhoff, Evabritt Strandberg och Viveka Seldahl.


Har medvirket i følgende 3 film:
Smykketyven (1991)Jan Ström
En kærlighedshistorie (2001)Kiras far
Nøgle Hus Spejl (2015)Erik 'Piloten'

Har medvirket i følgende 2 TV-serier:
Strandvaskeren (1978) 4 Direktør Sallberg
Hjerteflimmer (1998)Olof

Bøger om Sven Wollter:
Bakljus af Sven Wollter og Maja-Brita Mossberg