Victor Neumann
Født: 4-7-1853 i København
Død: 6-6-1924
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh

Billede af Victor Neumann
Biografi
Victor Adolf Neumann var søn af lærer Jacob Theodor Neumann og Marie Elisabeth Olsen. Han debuterede på Casino den 24. april 1874 som Emil i "Margrethes Drømme" og var hos Th. Cortes 1874/75, ved Folketeatret 1875/76 og 1889 - 1894. I de mellemliggende år var han ved Casino og Dagmarteatret og fra 1894 igen ved Casino. Han mindede ikke så lidt om sin bror Sophus Neumann og spillede også omtrent samme rollefag som han. Men han kom naturligt til at stå i sin berømte brors skygge efter at Sophus Neumann i sin glansperiode totalt havde erobret København. Efter at Victor Neumann havde forladt scenen virkede han fra 1900 som oplæser over hele Danmark. Han havde oparbejdet en enestående specialitet og gav ganske alene hele teaterforestillinger og spillede og sang alle rollerne. Victor Neumann medvirkede i 1910 i en enkelt film hos Nordisk Film, men var fra 1913 løseligt tilknyttet Dania Biofilm Kompagni. Victor Neumann var bror til skuespilleren Sophus Neumann (18-06-1846 - 04-03-1912), skuespillerinden Mathilde Nielsen og den i Sverige så populære musikdirektør. Han var gift med skuespillerinden Adele Florine Bodilsen (13-03-1861 - 23-05-1940) og var far til skuespillerinden Astrid Neumann.


Har medvirket i følgende 1 revyer:
Dagmar Revyen 1889

Har medvirket i følgende 14 stumfilm:
Samvittighedens stemme (1910) 
Ansigtstyven (1910) 
Af en opdagers dagbog (1912) 
Scenens børn (1913) 
Den gådefulde dobbeltgænger (1913) 
Lille Klaus og store Klaus (1913) 
Det store Derbyløb (1913) 
Frøken Lilli (1913) 
Et Expres-Giftermål (1914) 
Professor Pip (1914) 
To mennesker (1914) 
Juveltyven på æventyr (1914) 
Den sjette Sans (1917) 
Borgslægtens Historie (1920)