Hans Kayrød
Født: 1-8-1866 i Kajerød, Birkerød sogn
Død: 17-10-1923 (57 år)
Gravsted: Sundby Kirkegård - Kbh

Biografi
Hans Larsen Kayrød var skuespiller, garderobeforvalter og teaterdirektør. Han var søn af gårdejer Anders Larsen, Birkerød og Maren Kirstine Petersen. En kort tid var han elev ved Det kgl. Teater og debuterede 26. december 1888 i Ringsted som Færch i "Sagt op" (på turné med skuespiller Marie Becker). Lige fra sin tidlige ungdom rejste han som skuespiller i provinsen, hvor han spillede i et broget repertoire. Han rejste i Norge et år og var derefter fire år hos Carl Henriksen, tre år hos Cortes, tre år hos Povl Friis, to år hos Oddgeir Stephensen og derefter i mange år ved Sønderbros Teater - afbrudt af sæsonen 1918-19, hvor han hos Sv. Wedel høstede anerkendelse for sit samspil med Karl Mantzius i forestillingen "Fanevagt". I nogle år turnérede han som teaterdirektør med et lille selskab og gav ret kummerlige forestillinger, bl.a. "Fars Pige", men måtte i 1921-22 give op på grund af sygdom og døde i oktober 1923. Han var bror til den kendte præst ved Marmorkirken P.M. Larsen (død 1917)


Har medvirket i følgende 10 stumfilm:
Gud råder (1912) 
Det røde Rusland (1912) 
Livets Tragedie (1912) 
Den kvindelige spion fra Balkan (1912) 
Et pokkers pigebarn (1912) 
Den moderne Messalina (1914) 
Under Vampyrens Kløer (1914) 
En Dæmon fra Skovene (1915) 
Doktor Lucas (1915) 
Præsidentens Fald (1915)