Anton Gambetta Salmson
Født: 14-12-1870 i Stockholm, Sverige
Død: 2-5-1926 (55 år)
Gravsted: Norra Begravningsplatsen, Stockholm

Biografi
Abraham Anton Gambetta Salmson var svensk skuespiller og teaterdirektør. Han var søn af hofgravør Anton Salmson og Rachel Jacobsson og debuterede i 1888 på Svenska teatern i Stockholm, hvor han var ansat til 1889. Han var hos Mauritz Fröberg 1895/96 og ved Eldorado i Oslo 1898-1900. Han rejste fra 1904 nogle år i provinsen med eget operetteselskab og åbnede i 1909 et operetteteater i Stockholm, men måtte allerede efter nogle måneder afgive ledelsen. Han startede også i 1917 et revyteater i Stockholm og blev nogle år senere leder af Mindre Teatern i Stockholm. Mellem disse to perioder var Anton Salmson regissør ved Opera Comique i Oslo, som eksisterede i årene 1918-21. Sine sidste år tilbragte han i den svenske provins og i nabolandene. Anton Salmson medvirkede i forskellige svenske film i årene 1912-15. Han var i årene 1907-1913 gift med operasangerinde Gerda Adolfina Pettersson og i andet ægteskab 1917 med operettesangerinde Signe Margreta Petronella Carlsson.