Troels Trier
Født: 17-1-1940 i København
Død: 5-4-2026 (86 år) Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Troels Trier, musiker, sanger, billedkunstner, gøgler og multikunstner, der var søn af maleren Niels Holmer Trier (14-04-1916 - 14-04-1999) og møbelsnedker, tegner og billedskærer Aase Frederiksen (28-08-1915 - 17-02-1995), voksede op i et kunstnermiljø i landsbyen Vallekilde. Som ung ernærede han sig bl.a. som bygningshåndværker og boede et par år i Barcelona. Han debuterede som grafiker i Sommerudstillingen i 1960 og blev efterfølgende to år medlem af Kunstnersammenslutningen PRO. I 1969 solgte han 13 grafiske arbejder til Statens Kunstfond og modtog i 1970 et af Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendier. Han dannede i 1969 sammen med forfatteren Dea Trier Mørch - kunstnerkollektivet "Røde Mor" - og var medlem af den politisk orienterede rockgruppe i perioden 1969-1976. Som frontfigur i det socialistiske kunstnerkollektiv og det tilhørende Rockcirkus slog Troels Trier tonen an til en dansk epoke med politisk kunst og protestsange. Røde Mor udgav en række grammofonplader og sangbøger og turnerede i hele Skandinavien med store rockshows og med hits som "Smæk", "Ta' på landet" og "I emhættens skær". Fra 1974 indspillede han også soloalbummer og debuterede med lp'en "Rosa", der blev en succes og som fulgtes op med "Larsbjørnsstrædes Vinduer". I 1976 lavede han sange til to dokumentarfilm om bl.a. danske fremmedarbejdere i Sverige. Efter opløsningen af "Røde Mor" spillede han med Troels Trier Band og opførte sommeren 1977 den alternative sommerrevy "Hotel Holiday". Troels Trier skrev også revyer sammen med bl.a. Anne Matie Helger, Helle Ryslinge, Niels Skousen og Peter Ingemann. Sideløbende indspillede han "Kys Frøen", hvor titelnummeret blev hans gennembrud som solist, ligesom han fik sit eget børne-tv program på Danmarks Radio. Pladen blev fulgt op af "Dukkehuset", "Fantastisk Tid" og "Natlægen". I 1982 turnerede Troels Trier med et show-program "Drengesind" og han arbejdede samme år første gang sammen med Rebecca Brüel, da han indspillede albummet "Kære Gurli", hvor hun sang med på kor. Snart efter spillede de sammen på Arbejdermuseet i København i en "såkaldt" sommerrevy. Deres musikalske comedyprojekt resulterede siden i en række plader, videoer og shows. Sammen udgav de ni albums - det seneste i 2002. I vinteren 1984/85 tog parret på deres første turne med deres "The Woman - One Man Show". De pladedebuterede i 1985 med "Kærlighed ruster" og samme år udkom LP'en "Stardust Bodega", hvor især nummeret "Jeg er på rekreation og jeg vil ikke bytte for en million" fra rockrevyen "Hjemlig hygge"- helt uventet gik hen og blev en populær genganger i Giro 413. Det musikalske par blev eet af de varmeste shownavne, hvor svømmefødder og flyverhjelm blev en del af det faste udstyr. Yderligere vind i sejlene fik de med sangen "Den lokale bodega" og i 1986 med nummeret "Bøf med løg", der solgte til en guldplade. I 1990 spillede de revy i Rottefælden i Svendborg og op til julen 1996 turnerede de med showet "Vild jul i Nøddebo Krisecenter". I 2002 udgav de albummet "Biler på Mars". Parret flyttede i begyndelsen af 1990erne fra den københavnske stenbro til et nedlagt landbrug i Ladby ved Kerteminde for at drive økologisk landbrug - samtidig med at de fortsat optrådte med deres festlige shows. Parret levede her et fantastisk liv med sneglefarm, ægproduktion og heste og får. Troels Trier var - ved siden af karrieren som musiker - også kunstmaler. Han holdt mange ferniseringer og udstillede bl.a. på Den Frie samt i Leif Sylvester Petersens Galleri Python. Røde Mor blev gendannet i 2002 og fortsatte med at spille koncerter frem til 2008 under navnet Røde Mors Rullende Rollator-Show. I 2019-2020 turnerede han alene med et keyboard under overskriften "Fra Røde Mor Til Grøn Far" og senest underholdt han rundtom i Danmark med Troels Triers Zombie Show. I 2022 fik han hjertestop som følge af en blodprop i hjernen - og døde kortvarigt. Han blev dog genoplivet og overlevede. Troels Trier blev den 24. maj 1963 gift med den spansk-engelske maler Jean Hayter Logie (10-05-1936 - 24-05-1964). I 1965 blev han gift med keramiker Hanne Lene Giehrt Meinild (04-01-1945 - 08-07-1968). Den 2. april 1977 blev han gift i København med forfatterinden Dea Trier Mørch (09-12-1941 - 26-05-2001), men ægteskabet blev opløst den 17. marts 1981. I sit fjerde ægteskab blev han den 5. juli 1986 gift i Trundholm med sangerinden Rebecca Brüel (12-04-1952 - 17-01-2024). Han var far til bl.a. journalist og forfatter Rosa Trier og sanger Tobias Trier.


Har medvirket i følgende 1 film:
Den sidste viking (1996) (1996)Skjalde

Har medvirket i følgende 4 revyer:
Bygholm Parkhotel, Horsens 1989
Højby Kro 1983
Svendborg Sommerteater - Rottefælden 1992 1993

Har arbejdet med følgende 4 revyer:
Holstebro-revyen (1987)Musik
Halløj på Gl. Gyllegård (1992)Instruktion, Tekst
Lagkagerevyen (1993)Instruktion, Tekst
Ganløse Revyen (2024)Tekst

Bøger om Troels Trier:
Troels Trier - Dobbeltgængeren af Lars Henriksen

Link til yderligere info:
http://www.troelstrier.dk