Ingvald Lieberkind
Født: 23-6-1897 i København
Død: 17-2-1972
Gravsted: Vedbæk Kirkegård

Billede af Ingvald Lieberkind
Biografi
Ingvald Kristian Lieberkind eller Dr. Lieberkind, zoolog, var en af de kendteste naturhistoriske videnskabsmænd. Han var søn af organist Carl Fr. Lieberkind og Ingrid Rathjen, født og opvokset på det ydre Nørrebro i København. Han fik tidligt interesse for dyre- og planteverdenen. Efter sin studentereksamen fra Vestre Borgerdydskolen i 1917 begyndte Ingvald Lieberkind de zoologiske studier ved Københavns Universitet. I 1924 blev han ansat som videnskabelig assistent på Zoologisk Museum. Hans speciale var pighude, d.v.s. hovedsagelig søstjerner. I 1925 blev han mag. scient og i 1937 opnåede han doktorgraden på en afhandling om hæfteorganerne hos haletudser og deres betydning for paddernes slægtsskabsforhold. Samme år valgte han at overgå til formidlingen og populærvidenskaben. Det store værk Dyrenes verden I-XII (1937-1939) gav ham en stor popularitet. Ingvald Lieberkind skrev også mange børnebøger om naturhistorie og han blev meget populær ved at fortælle om dyrene på en hyggelig og populær måde. Allerede fra 1925 optrådte han i radioen med dyreudsendelser og med fjernsynet blev han i 1956 en af de mest populære TV-stjerner. Han holdt også utallige foredrag og var i lang tid formand for Selskabet for Stuekultur. I 1958 blev han kåret som den mest populære tv-mand. Ingvald Lieberkind blev 9. oktober 1925 gift i Asminderød med mag. scient Manna Elise Wesenberg-Lund (25-04-1896 - 19-07-1969). Ægteskabet blev opløst og den 16. december 1932 blev han gift i København med Grete Thomsen (12-06-1904 - 20-07-1943). Senest blev han gift 19. februar 1944 i København med Agnete Bang (28-04-1914)


Har medvirket i følgende 1 film:
Thomas er fredløs (1967)Biskop

Har medvirket i følgende 1 TV-serier:
Krigsdøtre (1981) afsnit nr: 1 Speakerstemme