Anders Lund Madsen
Født: 15-10-1963 i Sorgenfri

Biografi
Anders Lund Madsen er uddannet journalist, men er mest kendt for sine mange optrædener som entertainer indenfor underholdningsbranchen og TV. Han er søn af ingeniør Thomas Lund Madsen (død 2007) og hustru Kirsten Krog. Anders Lund Madsen har været fast skribent på flere aviser, heriblandt Ekstra Bladet og gratisavisen Urban. Siden 2007 har Anders Lund Madsen skrevet for Morgenavisen Jyllands Posten. Han har medvirket i en lang række radio- og tv-programmer, deriblandt "Natmadsen", "Taxa-Madsen", "Mens vi venter på kometen" og "Oppe i hovedet". Sammen med Anders Breinholt var han radiovært på det populære radioprogram "De Sorte Spejdere" på P3 fra 2005 til 2008. Han har speaket flere gange til OL og lavet utallige alternative interviews med stjerner som Björk, Leonard Cohen, Kronprins Frederik og Madonna. I september 2009 havde Anders Lund Madsen premiere på det direkte talkshow - Det Nye Talkshow på DR1. Han har desuden siden 1999, med stor succes, medvirket i flere forestillinger med Zirkus Nemo sammen med skuespiller Søren Østergaard. Anders Lund Madsen er bror til læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen (31-07-1960), som han har arbejdet sammen med bl.a. i underholdningsshowet "Mr. Nice Guy" på Bellevue Teatret, hvor de to brødre selv skrev manuskript og sangtekster og desuden spillede hovedrollerne. I 2007 fortsatte de teatersucces'en med "Enden Er Nær". Anders Lund Madsen er desuden en populær foredragsholder og er også forfatter til flere bøger. Han har bl.a. udgivet ordbogen "Madsens ÆØÅ" i 1997. Desuden har han i 2006 udgivet bogen "Hold Masken Eller Der Falder Brænde Ned" og i samme år en børnebog sammen med Signe Lindkvist. Anders Lund Madsen var i sit første ægteskab gift gennem 20 år med Helle Van Dijk. Fra 2010 har han været samlevende med skuespiller Karin Prehst Utoft (f. 05-08-1981).


Har medvirket i følgende 4 film:
Du er ikke alene (1978)Tonny
Krigernes børn (1979)Bondens søn
En som Hodder (2003)Toastmaster
Far til fire - i stor stil (2006)Postbud Lyngby

Har medvirket i følgende 1 TV-serier:
Et par dage med Magnus (1978) 1 2 3 Anders

Har lagt stemme til følgende 1 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Rejsen til Saturn (2008)

Link til yderligere info:
http://www.anderslundmadsen.dk/