Einar Nathansen
Født: 4-12-1886 i København
Død: 26-8-1951 (64 år)
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh

Biografi
Einar Aage Martin Nathansen var søn af skuespillerinden Franciska Nathansen og bror til skuespilleren Ludvig Nathansen. Han var med til at starte Helsingør Sommerteater med skuespiller Gustav Helios som kompagnon og partner. Han optrådte i mange år i provinsen, hvor navnlig hans komiske evner skaffede ham et navn, og da han stod på sit højeste kaldte man ham "Provinsens Alstrup". I nogle sæsoner optrådte han på Vejle Teater, Odense og Slagelse samt Trægården i Roskilde. En overgang medvirkede han også på det gamle Fønixteater på Frederiksberg Runddel, hvor han spillede i revyer og farcer. I 1946 havde han rollen som karl hos Eisenstein i "Flagermusen" på Nørrebros Teater. Einar Nathansen var fastansat på Nordisk Film fra 1912 til 1915. Han var samtidig en habil musiker og arbejdede fra 1939 frem til sin død i 1951 som hyggepianist, konferencier og trubadour med lut. Under et engagement på Rørvig Kro blev han syg og døde ca. 14 dage efter. Han var gift med Anna Amalie Jørgensen og far til skuespillerinden Aase Nathansen.


Har medvirket i følgende 3 revyer:
Helsingør-Revyen 1918 1919 1921

Har medvirket i følgende 2 stumfilm:
Den sidste rose (1913) 
Den moderne Messalina (1914)