Ida Kjær Nielsen
Født: 21-8-1887 i København
Død: 6-12-1918
Gravsted: Frederiksberg Kirkegård - Kbh

Biografi
Ida Anna Doris Kjær begyndte sin karriere ved Sønderbros Teater, hvor hun i 1904 medvirkede i sommerrevyen “Tante Cramers Testamente” og i 1905 havde titelrollen i sangspillet “Den lille hornblæser”. Hun medvirkede i Sommerrevyen 1905 og “Sommerrevyen 1906 - Op med Vaabnene” på Morskabsteatret inden hun fik engagement på Nørrebros Teater, hvor hun bl.a. i 1907 spillede Lydia i “Lykkens Galoscher”. I årene 1909-10 var hun operettesangerinde og –skuespillerinde ved Aarhus Teater, hvor hun i Maries parti henrev publikum med sin lyse og kvidrende sopran i “Regimentets Datter. Ida Kjær blev den 17. maj 1910 gift i Sankt Johannes Kirke i København med musikdirektør Holger Otto Johannes Nielsen (f. 07-01-1881). Efter sit ægteskab havde hun fast engagement i etablissementet Sommerlyst, hvor hun optrådte med lyriske sange, operapartier og medvirkede i farcer som “Skærmbrættet” (tjenestepigens rolle) (1910) og “Mormonagenten” (1911) sammen med Christian Schrøder, Kate Fabian, Tilly Christiansen og Arvid Ringheim. I senere år gav hun koncerter sammen med andre operasangere og skuespillere bl.a. i Odd Fellow Palæets store sal. Hun havde på provinsturné spillet en rolle i “Lykkesmeden”, men kunne ikke få tilladelse af Det Kongelige Teater til at beholde rollen da den i april 1917 blev opført på Scala – og hvor hendes rolle derfor i stedet blev udført af Oda Alstrup. På Det Kongelige Teater havde hun i november 1916 en rolle som modehandlerinde i "Rosenkavaleren". Ida Kjær prøvede også kræfter med filmen og medvirkede omkring 1913 i danske og svenske film. I 1913 blev hun af et nystartet tysk filmselskab engageret til filmen. Lederen troede på Ida Kjærs muligheder og satte al sin kraft ind på at skabe hende en karriere. Den første film skulle indspilles i Danmark og mens skuespillere og teknikere huserede i Jack Joyce’s cirkustelt, der var opstillet foran på Amager, startede producenten med fynd og klem reklamen for den danske filmstjerne Ida Nielsen. Hun var dermed den direkte årsag til at Asta Nielsens selskab for at undgå forvekslinger valgte at mørklægge navnet Nielsen og kalde fruen Die Asta. Det blev imidlertid ikke til nogen filmsucces og de store forventninger viste sig at være stærkt overdrevne. Man hørte derfor ikke senere noget til Ida Kjær i forhold til filmmedvirken.


Har medvirket i følgende 3 revyer:
Betty Nansen Teatret 1905
Nørrebros Teater 1905 1906

Har medvirket i følgende 2 stumfilm:
Cirkusluft (1912) 
Indianer-Bruden (1915)