Ib Melchior
Født: 17-9-1917 i København
Død: 13-3-2015
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Ib Jørgen Melchior, der var født i København, endte i USA ligesom sin far, den verdensberømte tenorsanger Lauritz Melchior (20-03-1890 - 19-03-1973). Han blev uddannet som cand. mag. i litteratur og sprog fra Københavns Universitet. Ib Melchior kom til USA kort før 1940, da den brune pest hærgede i det meste af Europa. Han var Stage manager for The English Players 1937-38, ved amerikansk TV 1947-57 og var derefter beskæftiget med filmarbejde. Ib Melchior, der blev amerikansk statsborger, fordi han lagde sin virksomhed i staterne, meldte sig som frivillig efter japanernes angreb på Pearl Harbor. Han gennemgik en næsten umenneskelig optagelsesprøve for at blive amerikansk superagent og i 1942 blev han medlem af kontraspiontjenesten, der både under og efter anden verdenskrig opererede i Tyskland. Ib Melchior deltog i dristige operationer i det krigshærgede Frankrig, Luxembourg, Tjekkoslovakiet og han var til sidst med til at befri fangerne i den berygtede koncentrationslejr Dachau. Ib Melchior skrev 14 bøger, heraf to med sin hustru, Cleo, og mange af dem er spionromaner. Blandt bogtitlerne er også "The Golden Years of Bayreuth" - en bog om festspilbyen Bayreuth baseret på materiale fra faderen. Ib Melchiors bøger er solgt i 35 lande. Hans erindringer er udkommet på dansk med titlen "Spionjæger". Han gjorde også karriere som instruktør og tv-producer af mindst 500 udsendelser lige fra "The Perry Como Show" til den populære dokumentariske serie "The March of Medicine". Melchior hævdede også, at han var idémand bag "Star Trek"-produktionerne og tv-serien "Lost in Space" fra 1965 - uden dog nogensinde at blive krediteret for dem. Han både skrev og instruerede de to science fiction-film "Robinson Crusoe on Mars" og "The Time Travelers". Herhjemme blev Ib Melchior især kendt som manden, der skrev Danmarks første monsterfilm "Reptilicus", der siden har opnået kultstatus på grund af sine kitschede effekter.


Har arbejdet med følgende 1 film:
Reptilicus (1961)Drejebog, Manuskript