Gudrun Knudsen
Født: 4-8-1897 i København
Død: 18-5-1988
Gravsted: Sundby Kirkegård - Kbh

Biografi
Gudrun Vilhelmine Emilie Dagmar Knudsen, der var datter af arbejdsmand Henrik Hansen og hustru Ludovika Olivia Kirstine Cathrine Larsen, var ikke mere end 15 år gammel, da hun i 1912 debuterede på Røde Kro Teater som Frederik i "Mælkedrengens Jul". Nogle år senere blev hun forlovet med skuespilleren Henry Knudsen i stykket "Bag Lås og Slå". De blev privat gift og deres karriere blev tæt knyttet til hinanden og især er deres navne forbundet med scenen på Røde Kro. Trods nogle afstikkere til andre teatre bl.a. Casino, Apollo Teatret, Riddersalen og Vinterpaladset bevarede de forbindelsen til Røde Kro, som de hyppigt vendte tilbage til. Gudrun Knudsen var i en periode engageret til Fønix Teatret, hvor hendes smukke sangstemme og indtagende smil gjorde hende selvskreven til sødmefyldte roller og kærlighedsduetter. I Fønix Revyen 1925 sang hun bl.a. "Hvorfor ser du aldrig til mig". Sidst i 1930erne optrådte hun på Eldorado Teater i Aalborg. Ægteparret var begge med i Røde Kros sidste forestilling i april/maj 1961, hvor Gudrun Knudsen iøvrigt havde titelrollen. Gudrun Knudsen medvirkede i stumfilmen "Klør dame" (1918).


Har medvirket i følgende 11 revyer:
Apollo Revyen 1928
Fønix Teatret 1918 1918 1924 1925 1926
Kasino, Århus 1938
Røde Kro Teater 1917 1917
Tivoli 1922 1923

Har medvirket i følgende 1 stumfilm:
Klør Dame (1918)