Jonny Campbell
Født: 15-7-1917 i København
Død: 24-11-2010 Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Jonny Campbell, altsaxofonist, klarinetist og orkesterleder, var søn af stepperen, artist William Campbell, der efter at have mødt sin hustru Oda Louise Vilhelmine Edvardine Jørgensen i Rusland slog sig ned i Danmark. Faderen lærte sine sønner at steppe allerede fra barnsben og efter faderens død i 1923 rejste brødrene rundt som stepdansere og artister - mest i Sverige og Rusland. Jonny Campbell optrådte bl.a. i 1927 med dans og step i Kramers varieté på Dyrehavsbakken. Han begyndte at spille i 1936 og blev professionel musiker den 14. oktober 1940, da han sammen med broderen guitaristen Jimmy Campbell og trommeslageren Kaj Timmermann dannede orkestret Black & White Swing Quartet, der fortsatte som Harlem Kiddies. Den hjemlige berømmelse tog sin begyndelse, da Harlem Kiddies lagde ud i Restaurant München 1. januar 1941. Næsten overnight blev denne swinggruppe et af tidens mest velspillende og populære ensembler. Orkestret var efterspirgt over hele Danmark og det øvrige Skandinavien og satte herhjemme virkelig farve på krigens natteliv. De indspillede en del plader og kunne ofte høres i radioen. I 1947 overtog Jonny Campbell ensemblet under sit eget navn og var siden dets leder. Samtidig fornyede orkestret sin indfaldsvinkel til jazzgenren, og fastholdt frem til ca. 1965 en ekstraordinær høj standard i kraft af tidens bedste bebop-eksponenter. Orkestret turnerede i Sverige, Tyskland, og Holland og havde i København ofte engagementer i Prater, Scala, 7-9 Klubben og Stork Club. Fra 1960erne fungerede det mere som show- og danseorkester bl.a. i "Vin og Ølgod" i København, hvor Jonny Campbell fra 1975 spillede moderne jazz og underholdningsmusik frem til sin pensionering i 1992. Harlem Kiddies medvirkede i filmen "Lykken kommer" (1942). Jonny Campbell blev den 22. oktober 1945 gift på Gentofte Rådhus med klinikassistent Inge Ingrid Johansen (19-03-1926)


Har medvirket i følgende 1 film:
Lykken kommer (1942)Musiker i Harlem Kiddies