Musse Scheel
Født: 17-7-1868 i København
Død: 13-12-1944 (76 år)
Gravsted: Assistens Kirkegård - Nørrebro - Kbh

Billede af Musse Scheel
Biografi
Musse Scheel (Asta Maria Andrea Scheel), grevinde, der var datter af legationsråd Frederik Christian Bruun (11-05-1827 - 26-01-1887) og Vilhelmine Marie Charlotte Drishaus (f. 1838), voksede op nord for København på landstedet Hvidøre på Strandvejen, som hun efter mange års fravær købte og vendte tilbage til i 1932. Hun kom en dag forbi Hvidøres have i Klampenborg og så nogle mænd stod og fældede et gammelt træ. Ulykkelig over at se denne vandalisme for hun ind, standsede mændene og indledte forhandlinger om køb af Hvidøre. Ejendommen blev i øvrigt senere residens for dronning Alexandra og den landflygtige russiske kejserinde Dagmar. Allerede to år efter flyttede hun til palæet i Kristianiagade 5 på Østerbro i København, der senere blev rammen om den russiske ambassade. Hun blev den 15. januar 1889 gift i Vor Frue Kirke i København med den berømte sejlsportsmand, kammerjunker Hans Adolph Reinhardt Sophus Lindholm (30-04-1856 - 26-01-1934). Efter skilsmissen fra Lindholm giftede hun sig den 7. april 1906 med Grev Ulrik Hans Cecil Scheel (08-10-1877 - 24-04-1925). Den excentriske og hovedrige grevinde skabte opmærksomhed omkring sin person og nød stor pressebevågenhed, men var også genstand for en konstant latterliggørelse. Hun levede et liv i luksus med dyre fornøjelser, var kendt i det københavnske societyliv, men tillige en meget berejst dame, der besøgte alle Europas hovedstæder og eksotiske himmelstrøg i andre verdensdele. Snart på krydstogt over Atlanten, snart på storvildtjagt, hvor hun skød tigre fra elefantryg i Indien eller jagtede løver i Afrika. Under en rejse til Hollywood blev hun begejstret for filmen og det lykkedes hende hjemme at få en mindre opgave i stumfilmen "Der var engang". Hun ønskede dog at få sig en hovedrolle og i en moden alder brugte hun en formue på at starte et filmselskab, der indspillede filmen "Hendes Naade Dragonen" med sig selv i hovedrollen. Filmen blev annonceret i bladene med Musse Scheels navn i endnu større satser end filmens titel. Senere optrådte hun på Casino for Alliance Francaise og på et tidspunkt fremførte hun 8 heste i cirkus. Musse Scheel, der var en udpræget dyreven og en meget dygtig ornitolog, var fadder til ikke så få dyr i Københavns Zoologiske Have herunder til et par leopardunger hjembragt fra Siam og en han-tiger, der også fik navnet Musse. Hendes skiftende boliger var fyldt med venner fra dyreriget - ikke kun med hunde og katte, men også med aber, papegøjer og alskens krybdyr. I de senere år levede hun på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade i en lejlighed hun havde overtaget fra et medlem af kongehuset. Ved sin død i 1944 efterlod hun sig en af landets anseligste formuer.


Har medvirket i følgende 2 film:
Balletten danser (1938)Balletdanserindernes gamle påklæderske
Genboerne (1939)En madame

Har medvirket i følgende 2 stumfilm:
Der var engang (1922) 
Hendes Naade, Dragonen (1925)