| Filmdirektøren (Asbjørn Andersen) sidder på sit kontor med sine to forfattere Dirchsen (Dirch Passer) Kjeldsen (Kjeld Petersen) og sin instruktør (Preben Neergaard). Direktøren er meget vred, fordi de tre herrer ikke har afleveret manuskriptet til den film, han skal begynde at optage om nogle få dage. Bedre bliver det ikke, da forfatterne indrømmer, at de endnu ikke er begyndt på manuskriptet, fordi de ikke har kunnet finde ud af, hvad filmen skulle handle om. Musen har ganske simpelt svigtet dem. Instruktøren får en lys ide: Hvad med at gå samme vej som Danmarks Radio, hvis populæreste udsendelse er ønskekoncerten, hvor det er publikum som bestemmer, hvad de vil høre. Direktøren bli’r fyr og flamme, og sender de tre afsted ud i byen for at spørge publikum, hvad de helst vil se på film. Da direktøren har forlangt, at de skal spørge alle mulige forskellige mennesker i alderen fra 8 til 80 år, deler d’herrer opgaven imellem sig. Først interviewer instruktøren en 8 årig skolepige der helst vil se dukkefilm, og straks bliver hendes ønske opfyldt. En af Iwo Caprino’s verdensberømte, i Venedig præmierede, dukkefilm toner frem på lærredet. Så snart den er færdig, er Jansen i gang med det næste interview. Hans opgave er at finde en 17 årig pige, som han, efter dramatiske omstændigheder, først får lejlighed til at interviewe i Frederiksberg svømmehals store bassin. Den unge piges ønske er at høre Svend Asmussen og hans orkester, som derefter spiller en af deres store hits. Nu er det Kjeldsens tur til at interviewe. I Nyhavn træffer han to Sømænd (Preben Lerdorff Rye og Louis Miehe-Renard). Han har noget svært ved at forstå deres særprægede sprog, men de ønsker ’Lammelår på menuen’. Straks danser Hiller pigerne hen over lærredet og viser deres enestående præcisionsdans. Sådan går det videre slag i slag. D’herrer interviewer et bud, en dykker, en husmor, en journalist, en husar (Paul Hagen) som ønsker en film med smukke piger med så lidt tøj på som muligt. Også hans ønske kommer til udfoldelse. Alle bliver spurgt og alle ønsker opfyldes, hvilket medfører, at dansk teaters og films populæreste kunstnere alle får lejlighed til at vise deres store talenter. Max Hansen senior, Birgitte Reimer, Preben Mahrt og Ove Sprogøe spiller lystspil. Boyd Bachman klovner, Buster Larsen synger ’’Harry Motor’’ Hans Kurt synger skærsliberens sang. Aase Werrild, Henrik Wiehe og Jytte Ibsen leverer, sammen med Kjeld Petersen og Dirch Passer nogle barokke revynummre, blandt andet Kjeld og Dirchs berømte tapetsere-nummer. Fru Irmelin (Grete Frische), en kendt brevkasseredaktør prøver Preben Neergaard at få i tale, men hun er travlt optaget med at besvare indkommende breve. Til sidst skriver han et brev, hvor han spørger hende om, hvordan den film, hun vil se, skal være. Han ser sit snit til at placerer det øverst i bunken. Fru Irmelin bliver fortørnet over at hun nu også skal til at skrive filmmanuskript, selvom hun ikke vil have større besvær med det. Hun har oven i købet et navn til filmen: ’’Det skete på stue 13’’. Straks blændes der op for et hospitalsværelse hvor Marguerite Viby og Bodil Steen mødes til en rigtig venindesladder i en crazy komedie, hvor det til sidst viser det sig, at den sengeliggende patient Ole Monty er ukendt for dem begge. På den måde går det slag i slag, så publikum får, hvad de har bedt om, og filmen kan bliver derfor kun blive et overflødighorn, leveret og serveret af dansk showbizz’ største navne. |
