toplogo

Berthe Qvistgaard

Berthe Qvistgaard
Født: 11. August 1910 i København.
Død: 23. Oktober 1999
Gravsted: Aske strøet ved Fakse Bugt

Berthe Viola Rehling Qvistgaard var datter af portrætmaler Johan Waldemar de Rehling-Qvistgaard (1877-1962) og hustru Caroline Cathrine (Katie) Clemmensen (1873-1943). Hun blev student fra Falkonergaardens Gymnasie og tog filosofikum. Da hun altid havde drømt om at blive skuespiller kontaktede hun Svend Methling, der dengang var direktør for Komediehuset, og bad ham læse med sig. Hun søgte så ind på Det Kongelige Teaters Elevskole og blev uddannet som skuespiller i årene 1931-1933. Hun debuterede på Dagmarteatret 7. januar 1933 som eskimopigen Atidak i "Osakrak" og i "Medens præsten sover" og var derefter knyttet til en række forskellige teaterscener. Hun var på Dagmarteatret indtil 1936, Det Ny Teater 1936-1938, Folketeatret 1938-1941, Riddersalen 1941 og atter Det Ny Teater fra 1950 og et stykke ind i 1960erne. Berthe Qvistgaard fik debut som revyskuespiller i Hornbæk-Revyen 1943, hvor hun bl.a. sang "Jeg ved et spil om en vej". I 1944 fik hun stor succes som Amanda i "Privatliv" på Frederiksberg Teater i samspil med Knud Rex og spillede rollen mere end 500 gange. Hun havde også succes som "Frk. Julie" sammen med Sigfred Johansen. I 1954 spillede hun Elizabeth Proctor i "Heksejagt" på Det Ny Teater og var i 1958 generalinden i "Toreadorvalsen". I 1964 blev hun engageret til TV-teatrets faste stab og i 1967 blev hun af kulturminister Bodil Koch udnævnt til den første rektor for Statens Teaterskole i København. Hun beklædte rektorstillingen i årene 1968-1979. Efter teaterskoleperioden spillede hun bl.a. fru Alving i tv-teatrets "Gengangere" og den aldrende Leonora Christine på Bådteatret. Berthe Qvistgaard var således aktiv i mere end 50 år indenfor teater, film, radio og tv. Hun opnåede en position som en af vore største skuespillerinder, der mestrede såvel karakterroller som komedien. Berthe Qvistgaard havde sine meningers mod og lagde aldrig skjul på at hun var kommunist. Hun blev den 7. juni 1935 gift på Frederiksberg Rådhus med pianisten Ole Willumsen (07-09-1908 - 03-06-1972) og er mor til professor Berthe Marie Willumsen (09-03-1950). Alzheimers sygdom tvang hende i 1989 til at indstille sin lange karriere. Hun fik Teaterpokalen i 1944, Tagea Brandts rejselegat 1965 og blev i 1984 udnævnt til æresmedlem af Dansk Skuespillerforbund.

Har medvirket i følgende 30 film, som er i denne database:
De bør forelske Dem (1935)
Giftes-nej tak (1936)
Under byens tage (1938)
I dag begynder livet (1939)
Familien Olsen (1940)
Pas paa svinget i Solby (1940)
Tror du jeg er født i gaar? (1941)
Far skal giftes (1941)
Tobiasnætter (1941)
Regnen holdt op (1942)
Et skud før midnat (1942)
Baby paa eventyr (1942)
Det ender med bryllup (1943)
Jeg mødte en morder (1943)
Besættelse (1944)
Mens porten var lukket (1948)
Hold fingrene fra mor (1951)
Vores fjerde far (1951)
Min søn Peter (1953)
Ung leg (1956)
Jeg elsker dig (1957)
Mariannes bryllup (1958)
Tro, håb og Trolddom (1960)
Flemming og Kvik (1960)
Det stod i avisen (1962)
Ta' det som en mand, frue (1975)
Johnny Larsen (1979)
Busters verden (1984)
Manden i månen (1986)
Sidste akt (1987)

Har medvirket i følgende 2 TV-serier, som er beskrevet i denne database:
Fiskerne (1977)
Busters verden (1984)

Har medvirket i følgende revyer, som er beskrevet i denne database:
Hornbæk Revyen 1943 1947
Studenter foreningen - revyerne 1935

Har lagt stemme til følgende 6 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Askepot (1950)
101 Dalmatinere - hund og hund imellem (1961)
Trællenes oprør (1979)
Trællenes børn (1980)
Samson og Sally (1984)
Strit og Stumme (1987)


Hos gucca kan du købe film med Berthe Qvistgaard, klik her for at se hvilke.