toplogo

Povel Ramel

Povel Ramel
Født: 1. Juni 1922 i Stockholm, Sverige.
Død: 5. Juni 2007
Gravsted: Lidingö Kyrkogård, Stockholm, Sverige

Povel Ramel (Powel Karl Henric Ramel), svensk revykunstner, pianist, komponist og forfatter, var søn af advokat, friherre Karl Ramel. Han studerede musik ved Karl Wolfarts musikskole i Stockholm og scenedebuterede 1939 i Aftonbladets konkurrence "Vi som vill opp", hvor han lancerede sin egen komposition "A sleepy serenade". Han fik arbejde som danse- og barpianist allerede fra 17-års alderen og debuterede på grammofonplade i 1942 med "Mitt eget blue Hawaii". Han havde i årene 1944-46 sit eget orkester "The Bullerdogs" og slog i 1944 igennem som schlagerforfatter med "Johanssons Boogi Woogie Vals". Han brugte bl.a. pseudonymer som Ove Parmell og Bunny Blom fra Bjärred. Povel Ramel optrådte derefter i svensk radio, hvor han debuterede i oktober 1945 og var i årene 1947-48 programleder bl.a. for "Fyre kring en flygel" og "Jakten på Johan Blöt", hvor han fremførte nyskrevne sketches og sange i crazy-stil. I 1952 startede han sammen med Felix Alvo sit eget revyselskab "Knäppupp AB", som frem til 1969 satte 14 revyer op fra "Akta huvet" på Lorensberg i Göteborg (1952) til "De sista entusiasterna" (1968). Han skrev siden tekst og musik til en række viser og medvirkede i film og i flere tv-shows bl.a. sammen med den norske sangerinde Wenche Myhre. Flere af hans tekster er oversat til dansk, bl.a. "Moder sol", som Dirch Passer optrådte med i 1950erne. Hans filmkarriere omfatter bl.a. "Tre söner gick till flyget" (1945), "I rök och dans" (1954) og "Ratataa eller The Staffan Stolle Story" (1956). Han skrev også flere bøger, f.eks. "Från Asar till Wasar" (1945), "Min galna hage" (1957), "Lingonben" (1978), "Tänk dej en strut karameller" (1981), "Min ordkynniga penna" (1987) og "Förflerade lingonben" (1992). Gennem hele karrieren modtog han en lang række priser og udmærkelser. Povel Ramel blev i 1949 gift med Susanna Gillgren med hvilken han har børnene Mikael (19-01-1948) og Lotta (29-09-1957), som begge er i underholdningsbranchen.

Har arbejdet med følgende 5 revyer, som er beskrevet i denne database:
Paris-København (1955) [Tekst]
Sidste skylle. Nu er fanden løs på ABC (1961) [Tekst]
Værs'go og skyl. Anden skylle. (1961) [Tekst]
Holder De af Brams, Passer og Petersen? (1962) [Tekst]
Cirkusrevyen (1970) [Tekst] [Musik]

Oversigt Søg Mærkedage Quiz Vidste du Danske film på TV Lokationer TV-serier,Tegnefilm,Julekalendere,Stumfilm Nyt i databasen Om danskefilm