toplogo

Bodil Ipsen

Bodil Ipsen Bodil Ipsen Bodil Ipsen
Født: 30. August 1889 i København.
Død: 26. November 1964
Gravsted: Grønholt Kirkegård v/ Fredensborg

Bodil Louise Jensen Ipsen var datter af inspektør ved ældrestiftelsen Alderstrøst, kancelliråd Lars Jensen Ipsen (1836 - 1913) og hustru Laura Hansine Holst (1845 - 1918). Bodil Ipsens karriere strakte sig fra 1909 til 1960. Hun var ansat på Det Kongelige Teater 1914-19, 1922-25, 1927-30, 1934-1944 og 1958-60. Hun spillede gennem disse år næsten 200 roller på teatret, 140 roller i radioen, 13 filmroller samt fire på tv og var derudover både scene- og filminstruktør samt biografteaterdirektør. Hun har forlængst indskrevet sit strålende kunstnernavn i dansk teater og film og skænket det danske publikum en række uforglemmelige oplevelser på såvel scene som det hvide lærred. Efter studentereksamen i 1908 kom hun ind på Det Kongelige Teaters elevskole og debuterede på teatret den 10. oktober 1909 som Helene i "Når den ny vin blomstrer". Året efter sin debut blev hun engageret til Dagmarteatret, hvor hun havde stor succes i "Fru Brandels smukke døtre" i 1910, i "Den ukloge jomfru" i 1911 og i "Zaza" i december 1913. I årene indtil 1914 var hun skiftevis på Dagmarteatret og Folketeatret og i 1914 blev hun engageret til Det Kongelige Teater. Her mødte hun Poul Reumert og spillede første gang sammen med ham i 1915 i "Therese" - siden i "Dr. Wahl", "Det store forlis" og ikke mindst i 1917 som friherreinden i "Båndet" og i sæsonen 1920/21 på Dagmarteatret som fru Alice i "Dødedansen". I årene mellem 1914 og 1919 fik hun på Det Kongelige Teater store roller som Agnete i "Elverhøj", Tro i "Det gamle spil om Enhver", Bødvild i "Vølund Smed", Regisse i "Svend Dyrings hus", Abigael i "Ambrosius" og Gulnarre i "Aladdin". I det klassiske lystspil blev hun også hurtigt primadonna og spillede Helena i "En skærsommernatsdrøm", Emily i "Den kære familie" og lady Teazle i "Bagtalelsens skole". Hun forlod igen Nationalscenen i 1919 og var siden på Dagmarteatret til 1922, hvor hun nåede to højdepunkter som henholdsvis Elmire i "Tartuffe" og som Katharina i "Trold kan tæmmes". Ind imellem spillede hun også i moderne lystspil som "Fru Gaby", "Grace", "Hvor man keder sig", "Blåræven" og "Femina". Hun var derefter på Det Kongelige Teater til 1925, Folketeatret 1925-27 og igen på Det Kongelige Teater 1927-30. Da Adam Poulsen i 1930 blev teaterdirektør og ved sin tiltræden holdt en diktatorisk tale tog hun - og en række andre skuespillere - deres afsked fra teatret og gik til Dagmarteatret, hvor de det første år fik en rekordsæson. Hun havde engagement ved Dagmarteatret 1930-1933, Betty Nansen Teatret 1933 og påny Det Kongelige Teater i årene fra 1934 til 1944. I årene 1944-1948 gav hun kun enkelte oplæsninger og havde siden engagementer på Det Kongelige Teater 1948-1950, Frederiksberg Teater 1950-52, Det Ny Teater 1954-55, Århus Teater 1955-1957, Odense Teater 1958-59 og Det Kongelige Teater 1959-60, hvor hun sidste gang var på scenen den 2. april 1960. I løbet af sin karriere havde hun endvidere gæstespil i både Oslo og Stockholm. Blandt hendes mange teaterroller kan fremhæves Ophelia i "Hamlet", Maria Stuart i "Maria Stuart i Skotland", Pernille i "Den Stundesløse" og titelrollen i "Frøken Julie", Dronning Elizabeth i "Elizabeth af England", Madam Rust i "Sparekassen", fru Alving i "Gengangere", Lady Macbeth i "Macbeth", grevinde Rosmarin i "Mørket er lyst nok" og Claire Zachanassian i "Den gamle dame besøger byen". Titelrollen som Aurélie i "Den gale fra Chaillot" blev en af Bodil Ipsens sidste glansroller, som hun spillede i sæsonen 1956/57 først på Aarhus Teater, siden på Odense og til sidst på Folketeatret. Bodil Ipsen virkede fra 1936 tillige som sceneinstruktør og debuterede som iscenesætter på Det Kongelige Teater med Nordahl Griegs "Vor ære - og vor magt" i 1936. Senere iscenesatte hun "Don Ranudo" med Poul Reumert og Clara Pontoppidan og "Rosmersholm" på Frederiksberg Teater i 1956. Bodil Ipsen havde derudover oplæsning og mange roller i radioen og i nogle få TV-spil, bl.a. "De rider mod havet", "Leonora Christina 1-2" og "Fru Carrars geværer". Hun debuterede som stumfilmskuespiller allerede i 1913 med "Scenens Børn", hvor hun spillede sammen med Adam Poulsen, men hun medvirkede iøvrigt kun i få stumfilm, deriblandt en hovedrolle i "Lavinen". I 1938 så vi hende i een af hendes glansroller, nemlig som Bolette i "Bolettes brudefærd", hvor hun som landsbyens rappenskralde er sognerådets hovedpine og derfor søges bortgiftet. I filmen sang hun "Der var engang" og sammen med Peter Malberg "Hva skal vi med penge, vi har nok af kærlighed". Man bør også fremhæve hendes blændende spil som Grevinde Danner i ”Sørensen og Rasmussen”, fra 1940, hvor hun spillede sammen med Marguerite Viby og i filmen sang "Hopsasa Pinedød". En anden rolle, der sent glemmes, er ”Gå med mig hjem” fra 1942. Næppe nogen anden skuespillerinde kunne have udført den krævende rolle, der blev fremstillet med en virkelig kunstners alsidige og charmerende egenskaber. Hun fik i 1944 biografbevilling til Odeon Biografteater på Nørrebro og fra 1959 til sin død til Nygade-Teatret. Fra 1942 til 1951 fik vi mest glæde af hendes talent som filminstruktør. Hun blev i 1942 af ASA bedt om at påtage sig instruktionen af filmen "Afsporet" sammen med Lau Lauritzen jun. og instruerede siden "Drama på slottet", "Mordets melodi", "Besættelse" og "En herre i kjole og hvidt". Men hun nåede endnu to roller i en spillefilm, inden sin død, nemlig som gammel kvinde i kørestol i ”Ingen tid til kærtegn” fra 1957 og den kloge og myndige Gunhild i ”Tro, håb og troldom” fra 1960. Bodil Ipsen fik tildelt udmærkelsen Ingenio et arti i 1922, fortjenstmedaljen i guld 1948, Dannebrogsordenen i 1959 og Dansk Skuespillerforbunds guldnål 1964. Desuden er filmprisen "Bodil" opkaldt efter hende og hun modtog selv statuetten for bedste hovedrolle i "Tro, håb og kærlighed". Desuden fik hendes film "Støt staar den danske sømand" (1948), "Cafe Paradis" (1950) og "Det sande ansigt" (1951) Bodil-prisen for årets danske film. Desuden modtog hendes film "De røde enge" (1945) Grand Prize of the Festival i Cannes i 1946. Bodil Ipsen var gift fire gange - 20. juni 1910 i København med skuespilleren Jacob Texiére (03-02-1879 - 01-05-1944), 30. maj 1914 i Søllerød Kirke med civilingeniør, cand.polyt. Helmuth Heinrich Otto Moltke (12-01-1882 - 26-05-1930), (ægteskab opløst 1917) - den 18. januar 1919 i København med teaterdirektøren og filminstruktøren Emanuel Gregers (28-12-1881 - 21-03-1957) (ægteskab opløst 1923) og den 23. januar 1932 på Københavns Rådhus med journalist og redaktør på BT og Billed-Bladet Ejnar Black (02-12-1899 - 05-04-1949).

Har medvirket i følgende 8 film, som er i denne database:
Paustians Uhr (1932)
Det gyldne smil (1935)
Bolettes Brudefærd (1938)
Sørensen og Rasmussen (1940)
Gaa med mig hjem (1941)
Forellen (1942)
Ingen tid til kærtegn (1957)
Tro, håb og Trolddom (1960)

Har medvirket i følgende 5 stumfilm, som er beskrevet i denne database:
Et syndens barn (1913)
Scenens børn (1913)
Lavinen (1920)
Frie Fugle (1922)
Madsalune (1923)

Har arbejdet med følgende 9 film, som er beskrevet i denne database:
En herre i kjole og hvidt (1942) [Instruktion]
Afsporet (1942) [Instruktion]
Drama paa slottet (1943) [Instruktion]
Mordets melodi (1944) [Instruktion]
Besættelse (1944) [Instruktion]
De røde enge (1945) [Instruktion]
Støt staar den danske sømand (1948) [Instruktion]
Cafe Paradis (1950) [Instruktion]
Det sande ansigt (1951) [Instruktion]

Bøger om Bodil Ipsen:
Bodil Ipsen - en mindebog af Svend Erichsen
Bodil Ipsen af Frederik Schyberg
Bodil Ipsen - 1889 - 1909- 1959 af Svend Kragh-Jacobsen
Bodil Ipsen af Svend Borberg