Biografi
Sif Einarsdotter Ruud var datter af den norske jurist Einar Ruud og Inez Engström. Faderen døde tidligt og hun voksede op i Stockholm sammen med moderen under trange forhold. Som 17-årig besluttede hun sig for at blive skuespiller og begyndte at tage lektioner hos Karin Alexandersson. I en periode arbejdede hun på kontor, men kom i efteråret 1934 ind på Dramatens elevskole, hvor hun blev færdiguddannet i 1936. Efter sin eksamen blev hun i 1937 ansat ved Helsingborgs Stadsteater. Når teatret lukkede om sommeren arbejdede hun på Fredriksdal Teater i Helsingborg eller Hippodrome i Malmö. I foråret 1940 forlod hun Helsingborg og flyttede tilbage til Stockholm, hvor hun blev engageret på Nya Teatern. Hun forblev her gennem 1940erne og medvirkede i forestillinger af Maxwell Anderson, August Strindberg og Anton Tjechov. Sif Ruud spillede også ved Svenska Dramatikers studio og i 1943 ved Studentteatern i et par af Ingmar Bergman's opsætninger. Derpå fulgte en hektisk karriere med både store roller i Radioteatret, med film samt turnéer med Riksteatern. I slutningen af 1940'erne, medvirkede hun i fire sommersæsoner i Kar de Mumma-revyen på Blancheteatern. I 1953 blev hun ansat som skuespillerinde på Dramaten, hvor hun fra 1951 til 1964 også var lærer i scenefremstilling samt taleteknik ved elevskolen. Ved siden af dette havde hun også privat undervisning i ganske stort omfang. Hun debuterede i 1953 på Dramaten i Alf Sjöbergs opsætning af "Romeo og Julie". På Dramaten havde hun f.eks. roller i "Växelsången", "Mörkrets makt", "Onkel Vanja" og "Kröningen". I Mimi Pollak's opsætning af Oscar Wilde's "Mister Earnest" spillede hun rollen som Lady Bracknell. Hun medvirkede også på Tv-teatret og da Lagerkvist i 1965 begyndte indspilningen af "Hemsöborna" fik hun rollen som Madame Flod. I 1968 medvirkede hun i "Fadren" både på teatret og senere på film. I efteråret 1969 var hun med i "Plaza Svit" - en forestilling som spillede i et år på Vasateatern, hvor hun det følgende år også spillede i "40 karat". I begyndelsen af 1980'erne vendte hun tilbage til Tv-teatret, hvor hun bl.a. medvirkede i tv-serien "Den blå fjärilen" (1981) og i tv-filmen "Oldsmobile" som blev optaget på den Mexicanske Golf. I flere sæsoner spillede hun og Birgitta Andersson de to søstre i "Arsenik og gamle kniplinger" på Maximteatern. I 1985 spillede hun rollen som Karna, mor til tre døtre i Dramaten's opsætning af "Sommarkvällar på jorden", der i 1987 også blev filmatiseret. Hendes sidste rolle på Dramaten var i "Det rara gamla paret" i 2001. Ud over sit arbejde på Dramaten havde hun i løbet af sin karriere en lang række filmroller i svenske film fra 1938 og helt frem til 1996. Blandt de mange film kan bl.a. nævnes: "Den långa vägen" (1947), "Hamnstad" (1948), "En vandring i solen" (1978), "Den goda viljan" (1991) og "Juloratoriet" (1996). Sif Ruud blev gift og fik sit første barn i 1944. I 1954 blev hun gift med Per-Olof Fallde (1924-2007). Hun har udgivet en erindringsbog "Ett liv".