toplogo

Einar Rosenbaum

Født: 22. Juni 1881 i København.
Død: 10. Marts 1965
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh

Einar Nathan Rosenbaum var søn af Det Kgl. Teaters kapelmester Bernhard Rosenbaum (10-12-1947 - 06-06-1932) og Anna Rosenbaum. Fra sine yngste år overværede han derfor en mængde af teatrets forestillinger. Han blev engageret ved Dagmarteatret i sæsonen 1903-04 og debuterede her i 1903 sammen med Olaf Fønss. Hans engagement varede til sæsonen 1909-10, hvor han i 1910 spillede politikommisiæren i en speciel bearbejdning af Marius Petipas ballet "Harlekins Millioner" udført af Emilie Smith, Grethe Ditlevsen, Gustav Uhlendorff og Richard Jensen fra Den kgl. Ballet. I 1910 blev Einar Rosenbaum optaget på Det Kongelige Teaters elevskole og debuterede i 1912 som skomageren i "Genboerne" - en forestilling han gennem årene medvirkede i i mere end 260 gange. Han opnåede midlertidige engagementer indtil han 1. juli 1919 blev fastansat og var knyttet til Det kgl. Teater i 23 år. Her spillede han bl.a. rollen som Meyer i "Indenfor murene". Han kom dog aldrig helt i forgrunden på Kongens Nytorv. Da han forlod Det Kongelige Teater kom der snart bud efter ham fra privatteatrene og turnéer. Han spillede skomageren og en spidsborger i "Genboerne" 1937 på Det ny Teater og var i særdeleshed på Frederiksberg Teater i 1940erne for atter at gæste Det ny Teater i sæsonerne 1956-57 og 1957-58. På Folketeatret spillede han i sæsonen 1956-57 rollen som den snuskede herre i "Den gale fra Chaillot". I karrierens forløb havde han sommerengagementer ved de turnerende teaterselskaber og revyer, bl.a. hos Gerda Christophersen i Nykøbing Falster. Han var desuden efterspurgt som oplæser i foreninger og virkede i 1950erne og 1960erne ved Radioteatret. Han blev senere magister i fransk og optrådte som skuespiller i Paris. Han debuterede på film i 1911, hvor han medvirkede i "De fire djævle" hos Kinografen og medvirkede i 1910erne sporadisk ved flere filmselskaber - Skandinavisk-Russisk Handelshus/Filmfabriken Danmark, Fotorama og Dansk Film Co. På tonefilmen medvirkede han kun i "Vagabonden" i 1940 og i "Penge som græs". Einar Rosenbaum var halvbror til Victor Borge (Børge Rosenbaum) og fætter til skuespilleren Carl Rosenbaum. Han havde blandt kollegaer kælenavnet "Bum". Einar Rosenbaum blev den 19. maj 1933 gift på Københavns Rådhus med Kira Opienski, født Enderneit-Bayer (f. 10-09-1898)

Har medvirket i følgende 4 film, som er i denne database:
Vagabonden (1940)
Penge som græs (1948)
Kristinus Bergman (1948)
Historien om Hjortholm (1950)

Har medvirket i følgende 14 stumfilm, som er beskrevet i denne database:
De fire djævle (1911)
Taifun (1911)
Det falske spil (1911)
Den stærke magt (1912)
Spejderen (1912)
Pigen fra det mørke København (1912)
Slægten (1912)
Det blå blod (1912)
Kærlighed gør stærk (1913)
Bankhvælvingens hemmelighed (1914)
Hotelværelse Nr. 13 (1915)
Fangen paa Zora (1915)
Gengældelsens Ret (1917)
Lykkeper (1920)