toplogo

Simon Plum

Født: 16. Februar 1948

Simon Plum, der er søn af arkitekten Harald Plum (10-02-1920 - 15-08-1993), voksede op i Søllerød nord for København. Han blev uddannet som snedker, men ville hellere lave film. I begyndelsen af 70erne var han med til at grundlægge et kollektiv på Østerbro og flyttede senere med de øvrige kollektivister til Skovvej i Gentofte. I 1972 var han medstifter af firmaet Film og Lyd og en af de første film som blev vist i mange lande var "Naturlig energi". Simon Plum blev i årene 1976-79 uddannet som filmfotograf på Den Danske Filmskole. Siden har han både som instruktør og fotograf skabt en perlerække af debatskabende dokumentarfilm. Mens han gik på skolen var han fotograf og medinstruktør på "Den industrialiserede gris", som vakte enorm opsigt og ophidsede landbrugstoppen på Axelborg og "Verdens største vindmølle" - historien om den store vindmølle på Tvind. Efter afgang fra filmskolen har han fotograferet og instrueret et væld af projekter, bl.a. med Afrika som tema, og har især opereret meget i udlandet. Gennem sin lange karriere har han arbejdet på alt lige fra TV-produktioner, novelle- og dokumentarfilm over reklameopgaver til spillefilm. Simon Plum var en af fotograferne og medproducent på filmen "Kloden rokker" om Roskilde Festival. Ud over egne instruktøropgaver har han stået bag kameraet på mange af Anders Østergaards film, bl.a. filmen om Gasolin, som blev en af de største dokumentarfilmsucceser i dansk filmhistorie, samt på film af forskellige filmskabere som Roman Polanski, Carsten Rudolf og Lise Roos.

Har medvirket i følgende 1 film, som er i denne database:
Har du set Alice ? (1981)

Har arbejdet med følgende 2 film, som er beskrevet i denne database:
Ekko af et skud (1970) [Rekvisitør]
Elise (1985) [Fotograf assistent]