Aage Lippert
Født: 4-11-1894 i København
Død: 21-10-1969 (74 år)
Gravsted: Sorgenfri Kirkegård - Lyngby - Kbh

Biografi
Aage Lippert, tegner og fotograf, var søn af en forgylder med egen rammeforretning, hvor mange kunstnere kom for at få deres malerier indrammet. Som ganske ung søgte han job på Sylvester Hviids Tegnestue, hvor han blev ansat som reklametegner. Da han havde været hos Sylvester Hviid i nogle år, fik tegnestuen i 1927 til opgave at lave reklamer for cigaretmærket Adamas, som blev fremstillet af American Tobacco Co. Det blev Aage Lippert, der fik opgaven, og han tegnede Adamas manden, som blev meget berømt. Figuren kunne man finde overalt - som reklamer, som emaljeskilte, som papirmodeller og som hefter med dagligdagshistorier om cigaretmanden. Selvom cigaretmærket ophørte i 1942, levede Adamas manden i folks bevidsthed til langt op i forrige århundrede. Ved siden af sit job på Sylvester Hviids Tegnestue havde han også en tegnestue i sit hjem, hvor han lavede forskellige opgaver. Utallige fine reklamer til ugeblade har Aage Lippert produceret. Han lavede ligeledes mange "bagsmækreklamer" til Carlsbergs ølvogne. I Landbrugsavisen "Landet" tegnede han en stribe, der hed "Gris Mathis og lille Mads" og han producerede flere hundrede samle- og reklamemærker til at klistre på brevforsendelser. I sit ægteskab fik Aage Lippert 2 børn, bl.a. den kendte tegner Anni Lippert (f. 10-04-1928). Aage Lippert var fotograf på stumfilmen "Prometheus I-II" fra 1921.