toplogo

Hannah Bjarnhof

Hannah Bjarnhof Hannah Bjarnhof
Født: 6. Juli 1928 i Frederiksberg.
Død: 20. Maj 2002
Gravsted: Melby Kirkegård - Nordsjælland

Hannah Elisabeth Bjarnhof var datter af forfatteren og radiomanden Karl Bjarnhof og koncertsangerinden Ebba Bjarnhof. Oprindelig ville hun have været landbrugskandidat, men hun valgte teatret og debuterede den 19/6 1946 som 18-årig på Riddersalen i København som Agnes i "Rigtige mennesker". Hun læste hos Martin Hansen og kom i årene 1946-48 på Det Kgl. Teaters elevskole, hvor hun havde sin førsteoptræden som en gadepige i "Ismanden kommer". Efter afgangsprøven i 1948 blev hun i sæsonen 1948-49 engageret til Odense Teater og spillede gennem årene en lang række betydelige roller på bl.a. Århus Teater, Aalborg Teater, Det Ny Teater og Folketeatret. I 1951 spillede hun på Det Kongelige Teater rollen som stuepigen Claire i "Pigeleg". Fra 1970'erne huskes hun for store præstationer i bl. a. "Bal i den borgerlige", "Elektra" på Århus Teater og "Havet" på Aalborg Teater, hvor hun også virkede som både instruktør og scenograf ved opsætninger af "En spurv i tranedans" og "Foursome". Omkring 1980 slog hun sig igen ned i København, hvor hun har spillet store roller i bl.a. "Don Juan vender hjem fra krigen" på Folketeatret. Højdepunktet var som konferencieren i "Cabaret" på Det Ny Teater i 1985. Ind imellem var hun brevkasseredaktør i Radio Mercur. Hun debuterede på film i 1951 i "Fodboldpræsten". Hun havde som regel små roller, men spillede dem med stor sikkerhed. Bl.a. så vi hende som sagførerens (Karl Steggers) sekretær i filmen "Slottet" fra 1964. Andre filmroller havde hun bl.a. i Bag de røde porte, Pigen i søgelyset, Een blandt mange, Familien med de 100 børn, Mig og mafiaen, Flamberede hjerter, Tøsepiger og Her i nærheden. Hun medvirkede på TV i "Rejseholdet". Hannah Bjarnhof skrev tekster og medvirkede i en lang række cabareter. Hun blev kendt i hele Danmark for monologen "Føssesda", der i årtier var et meget yndet nummer i radioens ønskeprogram Giro 413. Blandt andre numre er bl.a. "Campingturen". Kort før sin død udsendte hun en stribe af sine glansnumre på cd'en "En på frakken". En vis opsigt vakte det, da hun i sen alder fortalte offentligt, at hun var lesbisk og at hendes store kærlighed var kabaretsangerinden Manja Mourier. Hannah Bjarnhof var mor til to og nåede at opleve at få to børnebørn.

Har medvirket i følgende 17 film, som er i denne database:
Ta' hvad du vil há (1947)
Fodboldpræsten (1951)
Bag de røde porte (1951)
Pigen i søgelyset (1959)
Gymnasiepigen (1960)
Eventyrrejsen (1960)
Een blandt mange (1961)
Eventyr på Mallorca (1961)
Slottet (1964)
Dage i min fars hus (1968)
Familien med de 100 børn (1972)
Mig og Mafiaen (1973)
Når engle elsker (1985)
Flamberede hjerter (1986)
Tøsepiger (1996)
Her i nærheden (2000)
En kort, en lang (2001)

Har medvirket i følgende 5 TV-serier, som er beskrevet i denne database:
En by i Provinsen (1977-1980) afsnit nr: 2
Ludvigsbakke (1978)
Krigsdøtre (1981) afsnit nr: 2
Da Lotte blev usynlig (1987)
Rejseholdet (2000-2003) afsnit nr: 8

Har medvirket i følgende revyer, som er beskrevet i denne database:
Dagmar Revyen 1949
Gillelejerevyen 1964
Helsingør-Revyen 1956 1963
Hornbæk Revyen 1952
Limfjordsrevyen 1979
Marienlyst - Helsingør 1955

Link til yderligere info:
http://home6.inet.tele.dk/abekat/hannah.html