toplogo

Jess Ingerslev

Jess Ingerslev Jess Ingerslev
Født: 7. August 1947 i Aalborg.

Jess Ingerslev er søn af forfatter, kapelmester og operarepetitør Povl Børge Otto Oxholm Ingerslev-Jensen (14-09-1903 - 22-11-1979) og hustru balletdanser og kunsthåndværker Agnes Irene Graae (14-01-1912 - 2000). Han var kun 14 år, da han debuterede som Oliver i "Oliver Twist" på Dansk Skolescene i 1961. Forældrene blev skilt, og Jess Ingerslev kom på kostskole i Sorø. Derefter rejste han sammen med en tidligere klassekammerat fra Sorø med toget til Firenze, hvor han en kort periode forsøgte sig som gadesanger. Derefter begyndte han at læse teaterhistorie på Københavns Universitet. Jess Ingerslev var engageret ved Joker Teatret (gadeteater) i årene 1969-1971. Sin professionelle uddannelse fik Jess Ingerslev på Skuespillerskolen ved Odense Teater i årene fra 1970-73 efter forinden at have læst hos Blanche Funch. Han var på studierejse til Leningrad og Moskva i 1972. Han havde enkelte småroller på Odense Teater og i 1973 på Rottefælden i Svendborg, inden han i 1975 kom til København og fik gennembrud da han spillede Harold i "Skal vi danse" på Allescenen sammen med Marguerite Viby. Sammen med Jesper Klein, Tom McEwan og Lykke Nielsen optrådte han på scenen og i tv med musik- og teatergruppen Klyderne med satire og humor i årene fra 1975-1982 - og med come backs helt frem til 1990. Gennem årene har han spillet med i adskillige revyer fra Hjørring-revyen, hvor han også var instruktør, - over Rottefælden i Svendborg til Århus, Bellevue Teatret og Cirkusrevyen. På Allescenen spillede han i 1980 Truffaldino i "Tjener for to herrer" og på Scala var han i 1981 Klint i "Genboerne". I 1986 var han dubleant for en sygdomsramt Axel Strøbye på Det Kongelige Teater i "Der var engang". Desuden har han fx. haft rolle i 1986 som Puk i "En Skærsommernatsdrøm" på Østre Gasværk og som Tito Merelli i "Skaf mig en tenor" på ABC Teatret i 1988. På ABC Teatret spillede han også i "Succes" sammen med sin hustru skuespillerinden Inger Hovman. Andre roller har han haft som fx. i "Styrmand Karlsens flammer" i 1990 og som Alex i "A Clockwork Orange" på Betty Nansen Teatret i 1993. Desuden har han medvirket i forestillinger som "Charleys Tante" på Privat Teatret, "Peer Gynt", "Dark", "Some like it hot" og i 1999 "Drengene i skyggen" på Edison og "De tre Musketerer" på Gladsaxe Teater i 2001. Og på Amager Scenen var han Tummelumsen i "Livsens Ondskab". Ofte har han medvirket på TV - ikke mindst i Børne- og Ungdomsafdelingens udsendelser - "Ude på noget", "Nu er det ikke sjovt længere" og "Omsen og Momsen". Jess Ingerslev har komponeret musik til Odense Teaters forestillinger "Tom Paine" og "I hjertet af British Museum" i 1972-73. Han blev gift med skuespillerinden Inger Hovman den 29. august 1980. Parret, der blev skilt i 1986, er forældre til Marie Ingerslev, der bl.a. har medvirket i filmen "Min fynske barndom" og i tv-serien "Landsbyen".

Har medvirket i følgende 19 film, som er i denne database:
Soyas Tagsten (1966)
Kassen stemmer (1976)
Terror (1977)
Hør, var der ikke en som lo ? (1978)
Lille Virgil og Orla Frøsnapper (1980)
Danmark er lukket (1980)
Kaptajn Klyde og hans venner vender tilbage (1980)
Olsen-bandens flugt over plankeværket (1981)
De uanstændige (1983)
Med lille Klas i kufferten (1983)
Rainfox (1984)
Walter og Carlo - op på fars hat (1985)
Walter og Carlo - Yes det er far (1986)
Snøvsen (1992)
Far til fire - gi'r aldrig op (2005)
Far til fire - i stor stil (2006)
Far til fire - på hjemmebane (2008)
Far til fire på japansk (2010)
Far til fire - tilbage til naturen (2011)

Har medvirket i følgende 9 TV-serier, som er beskrevet i denne database:
En by i Provinsen (1977-1980) afsnit nr: 4
Strandvaskeren (1978) afsnit nr: 1 2 3 4 5 6
Mor er major (1985)
På Rigmor (1986)
Tre ludere og en lommetyv (1993) afsnit nr: 3
Flemming og Berit (1994)
Charlot og Charlotte (1996)
Renters rente (1996)
Nikolaj og Julie (2002-2003) afsnit nr: 21

Har medvirket i følgende revyer, som er beskrevet i denne database:
A.B.C. revyerne 1976
Bellevue Teatret 1985
Cirkusrevyen 1996 1997
Haveselskabets Have, Frederiksberg 1978
Hjørring-Revyen 1995
Svendborg Sommerteater - Rottefælden 1973 1986 1988
Sørup Herregaard 1991
Tivoli Frihedens revyer - Århus 1992

Har medvirket i følgende 2 julekalendere, som er beskrevet i denne database:
Nissebanden (1984,1992,2001)
Gufol mysteriet (1997,2004)

Har lagt stemme til følgende 9 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Snehvide og de syv små dværge - 1982 (1937)
Mads og Mikkel (1981)
Mesterdetektiven Basil Mus (1986)
Rejsen til Amerika (1986)
Strit og Stumme (1987)
Den lille havfrue (1989)
Bernhard & Bianca - Sos fra Australien (1990)
Skønheden og udyret (1991)
Klokkeren fra Notre Dame (1996)

Har medvirket i følgende 1 udenlandske film:
Prinsen af Jylland (1994)